Mødre gør mere vold på børn end fædre

Red Barnet advarer om risiko for at overhøre, at en mor har udsat sit barn for vold.

Red Barnet frygter, at børns opråb bliver overhørt, når de bliver slået af deres mor. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

- Jeg er blevet slået af min mor.

Den melding fra et barn er langt fra sjælden, for når det gælder psykisk vold og den såkaldte hverdagsvold - riv, rusk, skub og niven - løfter mødrene oftere en voldelig hånd end fædrene.

Det viser en kortlægning fra Red Barnet, skriver Jyllands-Posten.

Når et barn fortæller, at det har været udsat for vold fra moren, risikerer beskeden at blive overhørt, fordi de færreste forbinder mødre med vold, lyder det fra Red Barnet.

- Desværre risikerer børnene at blive overhørt, for generelt har vi svært ved at forbinde kvinder med vold, siger psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet til Jyllands-Posten.

- Men det er et faktum, at det finder sted, og kun i de mest grove voldstilfælde, hvor kvinder og børn må flygte på krisecenter, fører mændene.

Vaneforestilling trives

For at kaste lys over kvindernes rolle har Red Barnet lagt en række undersøgelser fra eksempelvis Børnerådet og forskningscenteret SFI sammen.

De er suppleret med interviews med fagpersoner fra institutioner og organisationer, som beskæftiger sig med vold mod børn og unge.

Når det gælder hverdagsvolden, har 21 procent af skolelever i 7. klasse oplevet et overgreb fra deres mor, viser Børnerådets undersøgelse fra sidste år blandt godt 4000 børn.

18 procent oplevede volden fra farens hånd. Hvad angår grov vold med slag og spark fører kvinderne også, selv om det dog er marginalt.

Socialminister Mai Mercado (K) erkender, at vaneforestillingerne om, at volden ofte udøves af en voldsmand - og ikke af en kvinde - trives.

- Det er lige forfærdeligt og uacceptabelt, hvad enten mor eller far begår volden. Vi skal hjælpe børnene til at sige fra og opkvalificere de fagprofessionelle, så de i højere grad opfanger tegn og signaler på vold fra børnene, siger ministeren.

Hun er inden længe på vej med en børnerettighedspakke.

/ritzau/