Mogens Amdi Petersen nyder godt af manglende aftale mellem Mexico og Danmark

BAGGRUND Danmark og Mexico har ingen udleveringsaftale, og de danske myndigheder må vente på, at der bliver fulgt op på en nu to år gammel anmodning om at anholde Tvind-lederne.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger fra tidligere medlemmer af Tvind har Amdi Petersen i lange perioder opholdt sig på Tvinds internationale uddannelsescenter på halvøen Baja California ved Stillehavskysten i Mexico. Screenshot fra Google Maps. (© DR/Google Maps)

Set ud fra et juridisk synspunkt er der en rigtig god grund til, at den efterlyste Tvind-stifter, Mogens Amdi Petersen, har ansøgt om humanitær opholdstilladelse i lige netop Mexico.

- Det er meget enkelt. I Mexico bestemmer de mexicanske myndigheder, ligesom de danske myndigheder bestemmer herhjemme.

Det forklarer Henning Fuglsang, ekspert i strafferetlig forfølgning i udleveringssager og lektor ved Syddansk Universitet.

Intet nyt trods efterlysning hos Interpol

Amdi Petersen og fire andre Tvind-ledere er tiltalt for skattesvig for 47 millioner kroner og underslæb for 57 millioner kroner i Danmark.

De fem blev frifundet ved byretten i 2006 og forsvandt ud af Danmark, inden anklagemyndigheden ankede sagen.

Siden 2013 har de været efterlyst af Interpol, og ifølge Jyllands-Postens oplysninger har Amdi Petersen i lange perioder opholdt sig på Tvinds internationale uddannelsescenter på halvøen Baja California ved Stillehavskysten i Mexico.

Justitsministeriet bekræfter overfor DR Nyheder, at danske myndigheder tilbage i marts 2014 anmodede de mexicanske myndigheder om, at få Mogens Amdi Petersen og de fire andre udleveret til strafforfølgning i Danmark.

Der eksisterer i øvrigt ikke nogen generel udleveringsaftale mellem Mexico og Danmark, oplyser ministeriet.

I en mail til Jyllands-Posten skriver ministeriet:

- Det kan i øvrigt oplyses, at Mexico i oktober 2014 senest har meddelt de danske myndigheder, at man ikke har kunnet lokalisere de pågældende personer.

Ikke andet for end at vente

Det mexicanske politi vil være dem, der ifølge Henning Fuglsang skal foretage en eventuel anholdelse Tvind-lederne og sætte dem på en flyver til Danmark. (Foto: Str © Scanpix)

Ifølge Henning Fuglsang betyder det samlet set, at de danske myndigheder altså ikke har andre muligheder lige nu end at vente på, at de mexicanske myndigheder handler på anmodningen.

Også selvom de danske myndigheder muligvis har en klar formodning om, hvor Mogens Amdi Petersen opholder sig.

- Hvis vi sætter to danske politifolk på en flyver, som tager ud og anholder ham, krænker vi mexicansk territorium, siger Henning Fuglsang.

- Så kan der pludselig være tale om en international krise, da det er en krænkelse af den mexicanske stats kompetencer og suverænitet. Vi har ikke beføjelser til at foretage anholdelser og skal i så fald have en særskilt aftale.

Med andre ord: Mexicanske myndigheder bestemmer i Mexico, og Danmark må væbne sig med tålmodighed og afvente handling.

Han forklarer, at der kan være flere årsager til, at Amdi Petersen har kunnet opholde sig i Mexico i flere år uden at blive pågrebet.

- Noget kunne tyde på, at Mexico ikke har haft travlt med at hjælpe os.

- Og vi har flere gange set, at hvis man har et par milliarder stående på en bankkonto, så mindsker det risikoen for at blive anholdt af de lokale myndigheder, siger han med en henvisning til sagen om finansmanden Sanjay Shah, der frit opholder sig i Dubai, selvom han er blandt de hovedmistænkte i Danmarkshistoriens største svindelsag.

Danmark har videregivet oplysninger til Mexico

Her ses Mogens Amdi Petersen, efter at Byretten i Ringkøbing torsdag 31. august 2006 havde frikendt ham for anklagerne for bedrageri. Det var sidste gang han blev set i Danmark. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Ligesom i sagen om Sanjay Shah er Statsadvokatens afdeling for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), tidligere kendt som bagmandspolitiet, også indblandet i sagen om Tvind-lederne.

Chefanklager Steen Bechmann Jacobsen fra SØIK siger blandt andet til Jyllands-Posten:

- Der er tale om en verserende sag, som vi fortsat arbejder på, og som vi betragter som meget vigtig. Efterlysningen af de fem tiltalte via Interpol står stadig ved magt. Vi er opmærksomme på, hvad der kommer af nye oplysninger, og vi vil reagere på dem.

Justitsministeriet oplyser til DR Nyheder, at danske myndigheder generelt videregiver oplysninger i udleveringssager, som er relevante for de udenlandske myndigheders behandling af en dansk udleveringsbegæring.

Udveksling af oplysninger er i udgangspunktet i begge landes interesse, mener Henning Fuglsang.

- Politienheder deler informationer med hinanden for både at effektivisere efterforskningen og for at pleje relationen. Mexicanerne vil gerne have, at de kan få hjælp, hvis de står i samme problem en dag.

Muligt at pågribe ham under rejse

Rejser Amdi Petersen eller en af de andre Tvind-ledere fx ud for at besøge en tvind-skole i udlandet, så vil der være nye muligheder for at anholde ham. Her er det religionsundervisning på Samid-skolen i Rådmandsgade på Nørrebro, som er drevet af Tvind. (Foto: thorkild Amdi © Scanpix)

Selvom der muligvis kan være lange udsigter til, at Mogens Amdi Petersen og de andre Tvind-ledere bliver anholdt i Mexico, så er der ifølge Henning Fuglsang dog stadig andre små håb.

- Amdi har nok ikke de store problem med at bevæge sig rundt på øen og på en god dag måske i den lokale landsby uden at blive anholdt. I det tilfælde kan man kun håbe på, at Mexico en dag bliver træt af ham, siger han.

- Men hopper han på en flyver for at besøge et Tvind-center i Afrika, så er der pludselig nye muligheder for at anholde ham.

Han forklarer, at man via de andre udenlandske myndigheder eventuelt vil kunne gøre brug af en udleveringsaftale eller på samme måde sende en anmodning om anholdelse.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube