Mohamad møder op til Bilka med egen advokat

I dag klokken 09.00 skal 17-årige Mohamad Al Jawerheri mødes med Bilka og Dansk Supermarked, efter han blev fyret i december

Den 17-årige gymnasieelev Mohamad Al Jawerheri blev fyret fra sit job hos Bilka i Næstved, efter han havde blandet sig i en internetdebat om islam. Tirsdag den 29. december 2015. (Foto: Sara Gangsted © Scanpix)

Kort før nytår havnede Bilka i strid storm omkring opsigelsen af den 17-årige Mohamad Al Jawerheri, der efter eget udsagn blev tvunget til at skrive under på sin opsigelse, fordi han har blandet sig i en debat på Facebook.

Nu mødes de to parter så igen. Denne gang for at finde frem til det faktiske hændelsesforløb i sagen.

Mohamad Al Jawerheri føler sig krænket i sin ytringsfrihed og sin person, siger hans advokat Nima Nabipour til DR Nyheder.

- Jeg tror bestemt, at Mohamad har en forventning om, at der kommer en tilkendegivelse fra Dansk Supermarkeds side af, at det ikke var i orden den måde, han blev behandlet på. Og at man skal tale med den pågældende medarbejder, der har udsat Mohamad for det her, siger advokat Nima Nabipour.

Det er endnu ikke endeligt bekræftet, om Mohamads tidligere chef fra Bilka deltager på mødet.

Mohamad Al Jawerheris advokat Nima Nabipour vil ikke uddybe, hvilke krav de går til mødet med, men siger, at man har krav på noget erstatning, hvis man er uretmæssigt opsagt.

- Hvis en medarbejder bliver uretmæssigt afskediget, så har vedkommende ret til noget økonomisk kompensation, herunder løn i opsigelsesperioden og eventuelt noget godtgørelse. Men det er mere nogle juridiske spidsfindigheder, man kommer ind i, når man ser på ansættelseskontrakten og ansættelsesforholdets varighed, siger advokat Nima Nabipour.

I en debattråd i Facebook-gruppen JA TIL FRIHED – NEJ TIL ISLAM debatterede Mohamad Al Jawerheri med nogle, ifølge ham selv, islam-fjendtlige mennesker. Medlemmer af gruppen gik efterfølgende til Bilka i Næstved for at få Mohamad Al Jawerheri fyret. Da Mohamad Al Jawerheri næste gang dukkede op i Bilka, truede hans chef - ifølge Mohamad Al Jawerheri - med, at han ville få et svært arbejdsliv, hvis han ikke skrev under på en opsigelse.

Dansk Supermarked har ikke villet kommentere sagen forud for dagens møde, men pressechef Mads Hvitved Grand henviser i en SMS til en tidligere udtalelse:

- Dansk Supermarked har tidligere udtalt, at "Hvis sagen er foregået som beskrevet i medierne, er det ikke i tråd med, hvordan vi ønsker at bedrive ledelse eller normalt håndterer sager i virksomheder".

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube