Mor efter forældremøde om terrortrussel: Jeg sender trygt mit barn i skole

Meldingen fra politiet til forældrene på Sydskolen i Fårevejle var klar: Der er ingen grund til bekymring.

"Jeg tror ikke, det er noget, der rammer sådan en lille landsbyskole som vores," lød det fra Liselotte Andersen, der er mor til en dreng i 5. klasse på Sydskolen i Fårevejle, efter det i dag kom frem at skolen angiveligt var et mål for terror i den såkaldte Kundby-sag. (© dr)

Både PET og Odsherred Kommune stod i aftes klar til at svare på de spørgsmål, som forældrene til eleverne på Sydskolen i Fårevejle måtte have om terrortruslen, der angiveligt har været mod skolen.

Én af de forældre, som var mødt op til mødet, var Liselotte Andersen, der er mor til en dreng i 5. klasse.

- Jeg sender mit barn af sted i morgen og er tryg ved det, siger hun efter mødets afslutning.

Tanja Øster, der er mor til en pige - ligeledes i 5. klasse - er heller ikke urolig ved, at hendes datter igen i morgen skal i skole - heller ikke selvom PET var sparsomme med oplysningerne om sagen.

- Vi fik ikke så meget andet at vide, end at de beroligede os og sagde, at der ikke var nogen fare nu, forklarer hun.

"Min datter kommer også i skole i morgen," forklarede Tanja Øster, mor til en pige i 5. klasse, efter det møde, som forældrene på Sydskolen i Fårevejle var blevet indkaldet til i aftes. (© dr)

Forældrene fik desuden klar besked om, at der ikke var nogen grund til at blæse sagen større op, end den er.

Derudover blev de ifølge Heidi Jakobsen - der også har en søn i 5. klasse - anbefalet at tale med deres børn om situationen.

- Vi skulle være bevidste om, hvilke ord vi brugte, hvis vi havde små børn, men tale med dem om det på det niveau, som de er på, siger hun.

"Jeg syntes, det primære budskab var: Lad være med at blæse det større op, end det er," forklarer Heidi Jakobsen, hvis søn går i 5. klasse på Sydskolen i Fårevejle, efter aftenens forældremøde. (© dr)

Foruden Sydskolen i Fårevejle skulle den jødiske skole Carolineskolen angiveligt også have været et terrormål for den 16-årige pige og 24-årige tidligere syrienkriger i Kundby-sagen.

Sagen kort

  • I næsten to måneder har sagen mod en 16-årig pige fra Kundby og en 24-årig tidligere syrienkriger været holdt hemmelig for offentligheden. Men tirsdag valgte anklager Kristian Kirk at læse sigtelsen op, inden dørene blev lukket.
  • Den 16-årig pige og 24-årige mand mistænkes for at ville bombe Carolineskolen i København samt Sydskolen i Fårevejle. Politiet har eftersigende fundet bombemanualer hjemme hos pigen.
  • De er sigtet efter straffelovens terrorparagraf, der kan give fængsel på op til livstid.
  • De har begge siddet varetægtsfængslet i sagen siden januar.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube