Mountainbiking og klatring skal trække turister til Bornholm

Turistantallet falder, og det er ikke nok med sommerhus og spabad, hvis Bornholm vil fortsætte med at være attraktiv ferie-ø. Der skal satses på outdoor-oplevelser.

Natur i sig selv er ikke nok. Den skal bruges aktivt.Den bornholmske natur er perfekt til mountainbiking eller klatring ifølge en turismeforsker. (Foto: Leif Nielsen © DR Bornholm)

Bornholm skal satse stort på outdoor-turismen fremover, hvis der skal flere turister til øen. Det er nemlig et område i vækst.

En skov- eller strandtur er nemlig ikke helt godt nok i dag, vurderer en turismeforsker.

Mulighed for windsurfing, mountainbiking og klatring

- Vi vil gerne udfordre os selv og betale for det, uddyber Anja Bach-Jensen fra Center for Regional og turismeforskning i udkantsområderne, som står bag en ny, stor undersøgelse om den bornholmske turisme.

-I dag er det ikke nok til at gå en tur på i skoven eller på stranden. Som turister vil gerne have lidt hjælp, når vi er på ferie. Det kunne være windsurfing, mountainbiking eller klatring. Lidt mere actionprægede måder at bruge naturen på, siger hun til DR Bornholm.

Bornholmerne skal derfor blive bedre til at sælge deres naturoplevelser på en aktiv måde, for det er der penge i.

- Det, vi gerne vil have, er, at turisterne bruger naturen, så de kan få pengene op af lommen eksempelvis ved at betale for kitesurfing, fortæller hun til DR Bornholm.

Undersøgelsen viser, at turisterne på Bornholm bruger mange penge. De minder i deres færdien om turister i hovedstaden.

- Kunne vi tiltrække nogen af dem i retning af Bornholm ville det være interessant, siger Anja Bach-Jensen.

'Glamping' er in

Det er trendforsker Anne Louise Stargate enig i. Hun rådgiver turismevirksomheder på Fyn og anbefaler aktive ferier gerne i temaform til turisterne.

- Vi vil gerne noget mere, når vi er på ferie. Vi vil op af liggestolen og ikke 'bare' i sommerhus eller på camping. Den bornholmske natur er noget unikt, som man selvfølgelig skal bruge og her kunne branchen sagtens indtænke nye satsninger i form af temature, forklarer Anne Louise Stargate til dr.dk.

Hun nævner eksempelvis 'Glamping' som en ny trend, der vinder indpas. 'Glamping' er sammensat af 'camping' og 'glamour'. Det betyder, at turisterne gerne vil på camping, men det skal ske på førsteklasse med komfort og lidt luksus.

- Trenden er, at man gerne vil have en historie med hjem at fortælle. Også på Bornholm.

Over en halv million mennesker besøger årligt klippeøen. Omkring 55 procent af dem er danskere, og der har været et fald i antallet af turister de seneste par år.