Næsten 55.000 vil ind på studie via kvote 2

Flere har ansøgt om at komme ind på en videregående uddannelse i 2016 end året før, viser ny opgørelse. Uddannelsesministeren opfordrer ansøgerne til at tænkte sig om, når de søger uddannelse.

I år har hele 3710 flere søgt ind via kvote 2 end året før, hvilket svarer til en stigning på 7,2 procent. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der er endnu flere, der har søgt ind på en videregående uddannelse via kvote 2 i 2016 end sidste år.

I år har 54.932 ansøgt om at komme ind på en videregående uddannelse via kvote 2, og det er 7,2 procent mere end året før.

Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

- De unge skal også se på jobmulighederne efter studiet

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) opfordrer i den anledning ansøgerne til at tænkte sig godt om, når de skal søge ind på en uddannelse.

- Uddannelse er nøglen til frihed, men det er slet ikke ligegyldigt, hvilken dør din uddannelsesnøgle åbner.

- Derfor ser jeg det som en vigtig opgave at sikre, at de studerende har den bedst mulige information om deres muligheder på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. Jeg vil derfor råde alle unge, der søger ind på en uddannelse, til grundigt at overveje mulighederne på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, siger hun.

I år har hele 3710 flere søgt ind end året før, hvilket svarer til en stigning på 7,2 procent.

Den endelige opgørelse af antallet af ansøgere kommer i starten af april, og her vil de ansøgere, der har søgt ind uden NemID, og de ansøgere, der har fået dispensation fra at søge ind digitalt, fremgå.

Hvad er en kvote 2-ansøgning?

  • Optagelsen gennem kvote 2 er for de ansøgere, som af forskellige grunde ikke kan blive optaget gennem kvote 1, eller som har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over eksamensgennemsnittet.
  • Det er uddannelsesstedet, der for den enkelte uddannelse fastlægger de kvote 2-kriterier, som der udvælges efter.
  • Uddannelsesstedet optager på baggrund af en konkret individuel vurdering af hver enkel kvote 2-ansøgning.
  • Sidste år ansøgte 51.222 personer om at komme ind på en videregående uddannelse via kvote 2. I april kom tallet helt op på 55.415 ansøgere.
  • Kilde: www.ug.dk

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube