Nanna får nye vipper hver tredje uge: En luksus jeg giver mig selv

Nanna Frisk bruger en gang hver tredje uge omkring 700 kroner på at få fyldigere vipper.

Nanna Frisk besøger hver tredje uge en skønhedsklinik for at få lavet fyldigere vipper.

Nye skønhedsklinikker stormer frem rundt omkring i landet med tilbud om blandt andet fyldigere vipper eller et liv uden appelsinhud.

Skønhedsklinikker i Danmark

Der er 1.360 skønhedsklinikker landet over.

Det er 533 flere end i 2010.

Det svarer til, at antallet af klinikker er steget med 64 procent de seneste syv år.

Skønhedsbranchen omsatte for 126 millioner kroner i 2. kvartal af 2009. I dag er det tal markant højere, da branchen i andet kvartal i år solgte for 236 millioner kroner.

Kilde: Danmarks Statistik

Mulighederne er mange, for i dag er der 1.360 skønhedsklinikker i Danmark. Det er 533 flere end for syv år siden.

Én af dem, der har taget tilbuddet til sig, er Nanna Frisk. Hun får lavet såkaldte 'volumevipper' cirka hver tredje uge. Det koster hende 695 kroner per gang, men er det hele værd.

- Det gør mit liv meget lettere. Det er dejligt at stå op om morgenen og se frisk ud. Det gør, at udtrykket er meget mere ensartet, end mascara kan gøre. Det er en luksus, jeg giver mig selv, fortæller hun.

Det er et spørgsmål om forfængelighed, mener Nanna Frisk.

- Det er bare rart at stå op og se lidt lækrere ud, end hvis man ikke havde det. Jeg bruger heller ikke så meget make-up, så det er rart at have bare lidt, siger hun og fortæller, at hun ikke er overrasket over, at flere bruger flere penge på skønhed i dag.

- Folk vil gerne se lækre ud og give sig selv det ekstra, siger hun.

'Folk vil gerne se lækre ud'

Nanna Frisk går selv på en klinik på Østerbro, og hun har et klart krav, når hun skal vælge en klinik. Det skal være et ordentligt sted, for ellers kan det ende i smerte.

- Jeg ved, at hvis jeg bare får en lillebitte smule lim i øjet, så svier det, siger hun og fortsætter:

- Jeg har set mange skrækscenarier rundt omkring med folk, der for eksempel får lavet vipper, hvor det er noget juks og hørt om folk, der taber øjenvipperne, fordi limen har været noget værre noget.

Nanna Frisk får kun lavet nye vipper lige nu, men hvis pengene var til det, ville hun også få lavet negle og meget andet.

- Jeg har fået noget dybderensende ansigtbehandling, som fungerede rigtig godt, men også en dyr fornøjelse, så jeg har prioriteret vipper i stedet for.