Nøgen-lørdag på DR2: Torben Chris undersøger blufærdigheden i Danmark

Bare bryster og dinglende tissemænd. Temalørdag på DR2 zoomer i aften ind på, hvordan nøgenhed og frisind har det anno 2016.

I sit forsøg på at afprøve grænserne for blufærdigheden i Danmark tager Torben Chris blandt andet i nøgensvømmehal.

- Hvis du er et af de mennesker, der tror, at du tager skade af at se et andet menneske nøgen, så får du det hårdt i det her program.

Sådan lyder de indledende ord fra komikeren Torben Chris, der i aften agerer undersøgende journalist, når han tager temperaturen på blufærdigheden i Danmark. For er vi danskere egentlig så frisindede, som vi bryster os af?

Apropos bryster: Overskriften for temalørdagen i aften på DR2 er 'Bryster, baller og blufærdighed'. Her går Torben Chris i arkiverne og undersøger, hvordan vi forholdt os til nøgenhed før i tiden, og i den forbindelse besøger han de danske naturister. Også Kristendemokraterne kommer til orde; de vil helt forbyde det nøgne look på stranden.

Men det hele begynder i et fotostudie. Torben Chris' ven Lasse - blandt venner kalder Penismanden - skal have fotograferet sin tissemand til et reklamebillede for at undersøge, om en mands ædle dele får lov at hænge på busserne, ligesom kvindebryster og baller gør det.

På Facebook har komikeren Torben Chris delt et billede af sig selv i bad med sin datter, mens han giver det, han kalder "danskernes nøgenforskrækkelse" en opsang. (Foto: Torben Chris © Torben Chris)

Badebillede gik verden rundt

Torben Chris blev selv for en kort stund Europa-kendt for sin nøgenhed, da han på Facebook postede et billede af sig selv og sin 2-årige datter i karbad. Facebook eksploderede med 40.000 likes på kort tid, og komikeren optrådte i stort set alle Danmarks nyhedsmedier. Også i udlandet gav den nøgne komiker og datteren anledning til debat.

Engelske The Sun, Huffington Post og den tysk-schweiziske avis Der Blick trykte artikler med danskeren i badekaret. Og cirka 14 millioner seere så med, da midtjyden på BBC tog debatten om, hvorvidt det egentlig er i orden for en far at tage bad sin datter - helt nøgen.

Og den diskussion var der virkelig brug for, mener komikeren.

- Jeg var træt af, at alle mænd blev beskyldt for at være pædofile uden grund, siger han i programmet i aften.

Facebook endte med at fjerne billedet af ham og datteren. Ligesom Facebooks nøgenfilter også har fanget og fjernet et badebillede fra Peter Øvig Knudsens bog 'Hippie' samt et meget berømt C.W. Eckersberg-guldmaleri. Ja, selv vores nationalklenodie 'Den Lille Havfrue' på Langelinie er for fræk til Facebook.

Men det kan ikke passe, at vi skal indrette os efter Facebook, mener komikeren:

- På papiret er vi et frisindet land. Det hjælper ikke noget, hvis vi hele tiden retter os ind efter den laveste fællesnævner, der råber højst. Ikke fordi der er noget forbudt eller skadeligt i det, men fordi vi tænker; "uh, jeg vil virkelig ikke anklages for noget," siger Torben Chris i aftenens temalørdag 'Bryster, baller og blufærdighed', som bliver sendt i aften klokken 20 på DR2.

Se et klip fra programmet her:

Klik for play

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube