Nordjyllands Politi betalte 32.543 kroner for én nats blodprøver

Politiet i Nordjylland betaler læger langt mere for at få taget blodprøver under spritrazziaer end deres kolleger i København. Forskellen kan være over 20.000 kroner for én nats arbejde.

I Aalborg betaler politiet for eksempel 1.780 kroner per blodprøve, hvis den tages om natten. Når en læge tager fem blodprøver inden for en nattetime, får han 1.780 kroner for hver blodprøve – altså i alt 8.900 kroner.

Til sammenligning ville en læge i København for samme ydelse få cirka 1.500 kroner. Her afregnes lægerne nemlig per time og ikke per blodprøve.

Det viser aktindsigter, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har fået hos landets politikredse og hos Rigspolitiet.

Fakta om politiets betaling af læger

DR´s Undersøgende Databaseredaktion har fået aktindsigt i mails og mødereferater sendt mellem politikredsene og Rigspolitiet om blodprøver og detentionsbesøg. Her kan man se, at politiets aflønning af læger er vidt forskellig, og det kan være dyrt:

  • Nogle politikredse lønner læger for hver gang de tager en blodprøve eller foretager en lægeundersøgelse i detentionen. Det kan give en meget høj timebetaling, når der er mange blodprøver og lægeundersøgelser inden for samme time. Andre politikredse betaler lægerne per påbegyndt time, lægerne arbejder.
  • Andre steder har politiet lavet en lokalaftale, som giver læger timeløn for at tage blodprøver. Men skal lægen også besøge detentionen inden for samme time, betyder det en ekstraregning oven i timebetalingen for blodprøven.
  • Omkring hver syvende gang, der skal tages en blodprøve fra en potentiel spritbilist, foregår det på hospitalet. Her er der en vejledende minimumstakst, men ikke en fast øvre grænse for prisen. Det har betydet regninger til politiet på over 2.500 kroner for en enkelt blodprøve. Pengene går direkte til lægen.

32.543 kroner på én nat

I Nordjylland kan politiet få store regninger af læger, fordi læger betales per blodprøve. Et eksempel kunne være den 20. juli 2014. Her var to læger fra firmaet Ole Ussing Aps med politiet i Aalborg på spritrazzia. De tog en blodprøve på Østre Alle klokken 05.15. Nok et stik klokken 05.23 og endnu et klokken 05.35.

I alt tog lægerne 18 blodprøver på fire timer. Regningen til Nordjyllands politi lød på 32.543 kroner for de fire timers arbejde.

I København ville 18 blodprøver taget på fire timer udløse en regning på cirka 6.000 kroner, dog det dobbelte, hvis opgaven som i Aalborg kræver to læger.

- Vi afregnes ikke per blodprøve men per time regnet fra det øjeblik, vi kører hjemmefra. og indtil vi forlader politistationen eller stedet for razziaen, siger overlæge ved Retsmedicinsk Institut Steen Holger Hansen, der i fritiden har arbejdet for politiet i 30 år.

Følger fast aftale

Det er firmaet Ole Ussing Aps., der har sendt regningen på over 30.000 kroner til Nordjyllands Politi for de 18 blodprøver en morgen i juli sidste år.

Firmaet ejes af klinisk professor og overlæge på Aalborg Universitetshospital Ole Thorlacius-Ussing. Fra 2010 til 2014 har hans firma tjent mere end 1,1 millioner kroner på at tage blodprøver for Nordjyllands Politi, viser DR`s aktindsigt.

Ole Ussing mener ikke, at han forlanger for meget. Han peger på, at han med stykprisbetaling ikke tjener noget, hvis politiet ikke fanger nogen spritbilister.

- Det, du ikke kan se, er de gange, hvor lægen ikke har fået noget som helst, fordi der ikke er taget en blodprøve. Så får du ikke en rød øre. Er det en rimelig betaling for at tilbringe otte timer på landevejen i en patruljevogn, spørger Ole Ussing.

Han henviser til, at han følger en fast aftale han har indgået med Nordjyllands Politi, og at han, i de 25 år han har taget blodprøver for politiet, aldrig har fået klager over regningens størrelse.

Ole Ussing anslår, at han sammenlagt kun bruger omkring 100 timer om året på at tage blodprøver for politiet, som foregår enkelte nætter og weekender. Der er ifølge lægen derfor ingen interessekonflikt mellem arbejdet på hospitalet og ved politiet.

Nordjyllands Politi: 30.000 for en nat er ok

Leder af færdselspolitiet i Nordjylland, Ole Juul Schmidt, forsvarer, at lægerne kan have en rigtig høj timebetaling ved at tage blodprøver for politiet.

- Ud fra et operativt synspunkt synes jeg, betalingen er rimelig. Skulle betjentene bruge tiden på at køre mistænkte til et sygehus for at tage blodprøver, ville kontrollen falde fra hinanden, siger han og peger på, at politikredsen er geografisk meget stor.

Det, du ikke kan se, er de gange, hvor lægen ikke har fået noget som helst, fordi der ikke er taget en blodprøve. Så får du ikke en rød øre. Er det en rimelig betaling for at tilbringe otte timer på landevejen i en patruljevogn

Ole Ussing

Ifølge ham vil lægerne ikke hjælpe politiet om natten, hvis betalingen er lavere.

- Hvis du kan finde en læge, der vil det, er han velkommen. Vi har lavet en aftale, der har en del år på bagen, og den har fungeret fint. Jeg ved ikke, hvor ihærdigt vi har forsøgt at få den til en anden pris, siger leder af færdselspolitiet Ole Juul Schmidt.

Sygeplejerske: Prisen er vanvittig

På sygehusene tager sygeplejersker, laboranter og flere andre faggrupper hver dag blodprøver.

Fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Aalborg Universitetshospital, Kirsten Højslet, er fortørnet over, at læger i Nordjylland på kort tid kan tjene over 10.000 kroner på at tage blodprøver.

- Som skatteborger synes jeg, det er vanvittigt. Der er kun én pengepose. Når skattekroner går til blodprøver, betyder det, at der er mindre råd til andre ting i det offentlige, mener hun.

Blodprøver skal være billigere

Selvom Nordjyllands Politi accepterer høje priser for at få taget blodprøver, vil politikredsen gerne have prisen ned.

Nordjyllands Politi sætter i august og september blodprøver i udbud for at se, om man kan lave nye lokale aftaler, så blodprøver i fremtiden bliver billigere. Måske kan andre faggrupper overtage dele af opgaven.

- Prisen hænger sammen med udbud og efterspørgsel. Læger tjener åbenbart gode penge generelt, så de kræver meget for at arbejde for politiet, mener Niculai Cimpu, økonomichef i Nordjyllands Politi.

Også på landsplan har Rigspolitiet sat gang i arbejdet for at spare på politiets regninger til blodprøver, der samlet set lå på omkring 17 millioner kroner sidste år.

Prisen skal blandt andet sænkes ved hjælp at et lovforslag fra den tidligere regering, der gør det muligt for sygeplejersker og laboranter at tage blodprøverne.