Nordjysk betjent skal i fængsel for vold

En 37-årig betjent gik over stregen under en anholdelse for to år siden, konkluderer Retten i Hjørring.

Betjenten var tiltalt for at have placeret en fod i baghovedet på to anholdte og sparket dem begge flere gange, efter at han havde lagt dem ned på vejen. (Arkivbillede) (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

En nordjysk politibetjent er idømt 40 dages fængsel, efter at han er fundet skyldig i vold under en anholdelse i Frederikshavn i marts 2014.

Ifølge nordjyske.dk har den 37-årige betjent anket dommen på stedet.

Betjenten var tiltalt for at have placeret en fod i baghovedet på to anholdte og sparket dem begge flere gange, efter at han havde lagt dem ned på vejen.

Sparkede anholdte i hovedet

Den tiltalte betjent har været suspenderet fra sit arbejde ved Nordjyllands Politi, siden der blev rejst tiltale sidste sommer.

Han har hele tiden nægtet sig skyldig i anklagen.

Anklageren argumenterede for en ubetinget fængselsstraf i niveauet fire måneder.

Forsvareren gik derimod efter en frifindelse af betjenten.

Retten fandt det bevist, at den tiltalte havde sparket de to anholdte, men man fandt det derimod ikke bevist, at betjenten havde trådt på dem.

Den 37-årige betjent var også tiltalt for at misbruge sin stilling i forbindelse med en række opslag i kriminal- og motorregistret. Personen, han havde slået op, var et af øjenvidnerne i sagen, som støttede de anholdtes forklaring.

Betjenten blev frifundet for dette forhold, skriver nordjyske.dk.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube