Tema Kvotekongerne

Nordjyske fiskere om kvotekongesag: Det er systemet den er gal med, ikke os

Kvotesystemet har givet en mere rentabel forretning, men det er ikke blevet håndhævet ordentligt, siger fiskere.

På Thorupstrand i Nordvestjylland synes fiskerne, at sagen om kvotekongerne er rigtig træls.

- Det er politisk skabt, det lort, der er nu. De har lavet noget lovgivning, som de ikke har fulgt op på, siger Jan Olsen, der er fisker og formand for Thorupstrand fiskeriforening.

Hans ærgrelse kommer, efter at Rigsrevisionen i går kom med usædvanligt hård kritik af Miljø- og Fødevareministeriets administration af kvoterne, der har ført til, at kvoterne er blevet samlet på få hænder.

Jan Olsen mener dog ikke, man kan ikke kritisere den enkelte fisker for at købe kvoter, hvilket han også selv har været nødsaget til at gøre.

- Det er systemet, der er fejlet igen, igen. Hvis de havde håndført lovgivningen, så havde det ikke kunne lade sig give sig, alt det der er sket, siger Jan Olsen.

Jan Olsen mener ikke, at fiskekvotesystemet er blevet håndhævet. (© dr)

Rentabel forretning

I 2002 besluttede et flertal i Folketinget, at fiskekvotesystemet skulle ændres de kommende år. Ifølge politikerne var der for mange skibe om for få fisk, og mange fiskere var presset økonomisk.

Hver fisker fik derfor sin egen fiskekvote, og fiskerne fik mulighed for at sælge eller leje kvoterne ud, så kvoterne bedre kunne udnyttes.

En af dem, der har købt kvoter, er fiskeskipper i Hanstholm Asger Christiansen.

- Det hele er blevet bedre, og vi har fået det godt. Vi hungrede efter noget i fiskeriet, der gjorde, at det kunne blive rentabelt igen, fortæller Asger Christiansen og uddyber.

- Der var for mange skibe om for lidt fiskekvoter. Der var for dårlig økonomi, siger han.

Kvotesystemet har betydet bedre økonomi for Asger Christiansen. (© dr)

Han vil dog langt fra kalde sig selv for kvotekonge.

- Vi kan jo ikke genkende os selv i det her overhovedet. Vi har gjort, som der blev opfordret til, siger Asger Christiansen.

Jan Olsen er ikke i tvivl om, at ministeriets manglende tilsyn med kvotesystemet har haft konsekvenser for de små fiskere - som på Thorupstrand.

- Hvis det havde været lukket, så havde vi haft nemmere ved at investere i kvoter i stedet for at skulle op og byde med nogen, der har flere penge end os andre, siger Jan Olsen.