Nu bliver skoledagen kortere igen

50 skoler er udvalgt til forsøg med kortere skoledage. Forsker: Det er en protest mod reformen

For knap tre år siden blev skoledagene længere, da den nye skolereform blev indført. Nu bliver 50 skoler fritaget for de lange dage i et nyt forsøg fra Undervisningsministeriet. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Når eleverne på 50 udvalgte skoler møder ind til første time efter sommerferien, er det til en kortere skoledag.

De lange skoledage har været en varm kartoffel i debatten om folkeskolen, og nu har Undervisningministeriet sat gang i en forsøgsordning, der fritager 50 skoler fra minimumskravet til antallet af årlige undervisningstimer. Dermed får skolerne større selvbestemmelse og mulighed for at tilrettelægge skoledagen mere fleksibelt.

Men forsøget er et angreb på den knap tre år gamle folkeskolereform, mener professor Niels Egelund fra Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet.

- Jeg opfatter det, ministeren kommer med nu, som en protest mod skolereformen og som et knæfald for Danmarks lærerforening, siger han.

Undervisningsminister Merete Riisager kaldte i sin tid folkeskolereformen for "en katastrofe, der venter på at indtræffe", da hun var undervisningsordfører for Liberal Alliance.

Efter sommerferien bliver skoledagen kortere igen på 50 udvalgte skoler.

Niels Egelund mener, det er for tidligt at lave forsøg, der afviger fra reformen.

Reformen - kort fortalt

I august 2014 trådte folkeskolereformen i kraft. Reformen blev vedtaget af den daværende SRSF-regering sammen med DF, Venstre og K.

Hovedpunkterne i reformen var bl.a.:

  • Længere skoledage.
  • Inklusion: Flere børn med særlige behov skulle gå i almindelige klasser.
  • Lektiecaféer blev obligatorisk tilbud.
  • Mere bevægelse i skoledagen – mindst 45 minutter dagligt.
  • Flere pædagoger i skolen.

Kilde: Undervisningsministeriet.

- Det er et tegn på, at ministeren er på vej væk fra den reform, der var stor enighed om, og det, synes jeg, er ærgerligt. Når man har haft så bred en gruppe, der gerne ville have en skolereform, og man så begynder at eksperimentere den anden vej - det synes jeg er forkert, siger Niels Egelund.

Men ministeren afviser, at forsøget er et opgør med reformen fra 2014.

- Den målsætning, vi har for folkeskolen, det er, at eleverne skal blive dygtigere, og at de skal trives. Så må vi lave nogle små justeringer og give noget mere frihed tilbage, hvis det er det, der er behov for, siger Merete Riisager (LA).

Det er tre år siden, at folkeskolereform trådte i kraft. Den betød blandt andet længere skoledage for eleverne.

Her er listen over de 50 skoler

  • Allerød Kommune: Lillevang Skole
  • Esbjerg Kommune: Urbanskolen, Cosmosskolen
  • Favrskov Kommune: Præstemarkskolen, Hadbjerg Skole, Søndervangskolen
  • Fredensborg Kommune: Kokkedal skole
  • Gentofte Kommune: Bakkegårdsskolen
  • Gribskov Kommune: Gribskolen
  • Haderslev Kommune: Lagoniskolen
  • Helsingør Kommune: Skolerne i Snekkersten, Espergærde Skole, Hellebækskolen
  • Horsens Kommune: Nim Skole, Egebjerg Skole, Brædstrup Skole
  • Hvidovre Kommune: Langhøjskolen
  • Høje-Taastrup Kommune: Gadehaveskolen, Reerslev Skoles landsbyordning, Selsmoseskolen
  • Ishøj Kommune: Gilbroskolen, Vibeholmskolen
  • Københavns Kommune: Bavnehøj Skole, Sølvgades Skole, Utterslev Skole
  • Køge kommune: Ellemarkskolen
  • Mariagerfjord Kommune: Hadsund Skole
  • Norddjurs Kommune: Kattegatskolen
  • Ringkøbing-Skjern Kommune: Spjald Skole
  • Roskilde Kommune: Sct. Jørgens Skole
  • Silkeborg Kommune: Frisholm Skole
  • Skive Kommune: Ådalsskolen
  • Thisted Kommune: Sjørring Skole, Nors Skole, Snedsted Skole, Vestervig Skole, Rolighedsskolen, Tingstrup Skole, Hannæs-Ørsterild Skole
  • Tønder Kommune: Toftlund Distriktsskole
  • Vallensbæk Kommune: Vallensbæk Skole
  • Varde Kommune: Ølgod Skole
  • Vejle Kommune: Egtved Skole
  • Viborg Kommune: Houlkærskolen, Skals Skole/SFO
  • Vordingborg Kommune: Kulsbjerg Skole, Præstø Skole
  • Aalborg Kommune: Vester Mariendal Skole
  • Aarhus Kommune: Mårslet Skole, Strandskolen
  • Kilde: Undervisningsministeriet