Ny behandling: Psykiatriske patienter skal holdes vågne 36 timer i træk

Medicin og elektrochok er ikke længere effektivt nok til svært depressive patienter. Derfor tager lægerne på Aarhus Universitetshospital Risskov alternative metoder i brug. De holder patienterne oppe om natten, i noget de kalder vågenterapi.

21s_usynligt_syg 20140330 2100

Forestil dig ikke at måtte sove 36 timer i træk - tre gange om ugen.

Det er vilkåret for nogle patienter indlagt med svære depressioner på det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus. Lægerne mener, at det kan gøre patienterne raske.

- Det kan virke meget meget mærkeligt, men det ser ud til at virke, og det er bestemt værd at udnytte, siger professor i klinisk psykiatri, Poul Videbech.

Metode fra 70'erne

Forsøget er inspireret af metoden kaldet vågenterapi, som man eksperimenterede med tilbage i 1970'erne. Men det er ressourcetungt at holde patienter vågne nærmest i dagevis, og derfor gik man væk fra det til fordel for antidepressiv medicin.

- Nu er der personale, der hjælper patienterne med at holde sig i gang med gymnastik, håndarbejde, computerspil, eller hvad de nu interesserer sig for, fortæller Mette Kragh, der er forskningssygeplejerske og ansvarlig for forsøget.

Døgnrytmen skal nulstilles

Forskerne ved, at der er tæt sammenhæng mellem depression og døgnrytme. Mennesker med depression har en døgnrytme, der er blevet forstyrret.

Den vil lægerne gerne nulstille, så patienterne bliver kørt så trætte, at de sover en dyb, uforstyrret søvn, når de endelig kommer i seng, forklarer professor Poul Videbech:

- Det, der er ideen, er, at hvis vi synkroniserer den indre døgnrytme med solens cyklus, så bedrer det depressionen. Præcis hvad det er, der sker, det ved man ikke, siger han.

Behov for at gå nye veje

Mellem 20 og 30 procent af de depressive patienter responderer ikke på hverken psykoterapi, medicin eller elektrochok, og derfor prøver lægerne på Aarhus Universitetshospital Risskov at gå alternative veje.

- Vores behandlinger er i virkeligheden ikke særligt tilfredsstillende, og derfor er der hårdt brug for, at vi forsøger at presse grænserne for, hvad vi kan tilbyde af andre former for behandling, siger Poul Videbech.

66 procent får det bedre

Forskning og et tidligere pilotprojekt viser, at 66 procent af patienter med depression slipper af med deres depressive tilstand ved hjælp af vågenterapi.

- Der er overordentligt positive erfaringer ved vågenterapien, og det kommer bag på os, hvor godt patienterne har responderet. Så jeg tror, vi har fat i noget meget vigtigt her, siger Poul Videbech.

Vågenterapien bliver kombineret med, at patienterne får såkaldt lysterapi ved en særlig skarp lampe 30 minutter hver morgen. Det skal sikre, at patienterne ikke får det dårligt, når de må lægge sig til at sove igen om aftenen kl. 19.

Se indslaget om vågenterapi fra seneste udsendelse af 21 Søndag øverst i artiklen. Klik på play.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube