Nye meteoritstykker fundet i Herlev

Stykket er fundet på en parkeringsplads og er større end det, der blev fundet i går.

Sådan ser de stykker meteorit ud, som er fundet i Herlev i dag.

Nye stykker af den såkaldte Ejby-meteorit er i dag dukket op på en parkeringsplads i Herlev.

Det bekræfter Henning Haack, der er ansvarlig for meteoritsamlingen på Statens Naturhistoriske Museum, over for DR Nyheder.

- Vi har hørt fra en masse, der mener at have fundet noget, og vi har haft en af vores ph.d.-studerende ude og følge op på en af de her sager, og meldingen er, at der er et stykke mere af den meteorit, der faldt i lørdags, siger han.

Meteoritstykkerne skal nu køres fra Herlev til Geologisk Museum, hvor de skal tørres og undersøges.

Dagens stykke er større end det, der blev fundet i går.

- Det er ramt ned i noget beton og gået i rigtig mange stykker, så det er lidt svært at sige, hvor stort det var, hvis man fik samlet det sammen igen. Men det er i hvert fald mere end det, der blev fundet i går. Væsentligt mere, siger Henning Haack.

Ifølge den ansatte, som har samlet stykkerne op på parkeringspladsen i et industrikvarter i Herlev, så er der et lille krater i jorden, hvor den er landet.

Sidst, der blev fundet meteoritstykker i Danmark, var i 2009.

- Så vi har knækket statistikken på en meteorit per århundrede ved allerede nu at have fundet to i det her århundrede. Og det er ikke fordi, der falder flere nu, end der gjorde i de forrige århundrede. Det er simpelthen fordi, vi kan fortælle, hvad det er, folk skal lede efter, siger den meteoritansvarlige.

Dagens fund skal nu tørres på Geologisk Museum.

Dagens stykke er større end det, der blev fundet i går.

Opslået af DR Nyheder på 8. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube