Økonomisk krise får unge til at udskyde familielivet

Arbejdsløshed og skilsmisser er nogle af forklaringerne på de mange enlige i flere af landets kommuner.

I København Kommune er 43 procent af de 30-49 årige enlige. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

Der er store regionale forskelle, når det gælder antallet af enlige 30-49 årige.

København, Frederiksberg og Lolland er nogle af de kommuner, hvor andelen af enlige 30-49 årige er størst.

Og i en aldersgruppe, hvor mange måske spekulerer i at blive gift, købe hus og få børn, er hele 43 procent af københavnerne enlige, mens mere end hver tredje på Lolland er registreret som enlig.

Økonomien spiller en rolle, vurderer seniorforsker fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) Mogens Christoffersen, som i flere år har forsket i familieformer og samfundsforhold.

- Det, jeg har fundet ud af, er, at de lidt yngre faktisk i økonomiske krisetider udsætter familiedannelsen og det med at flytte sammen, og så er det skilsmisserne, som har en betydning i den aldersgruppe, siger han.

Seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at knap 19.500 ægtepar blev skilt i 2014, og det er det højeste antal skilsmisser, der har været i Danmark på et år.

Høj arbejdsløshed øger risiko for skilsmisse

Han forklarer, at vores familiedannelse har meget at gøre med tilknytningen til arbejdsmarkedet, og særligt mænd, der bliver marginaliseret på arbejdsmarkedet, kan have sværere ved at finde sammen med en partner og blive gift.

- Den høje arbejdsløshed og de familier, hvor der er størst økonomiske problemer, har større risiko for skilsmisser. Og mange af de unge i de her områder, for eksempel Odsherred og Lolland-Falster, flytter derfra for at få en uddannelse og kommer ikke tilbage, siger Mogens Christoffersen.

Antallet af enlige 30-49 årige er dækkende for mænd og kvinder både med og uden børn. Derfor kan kommuner, der tilbyder socialt boligbyggeri, også være attraktive for de enlige forældre og kan forklare, hvorfor andelen af netop den gruppe være større i nogle områder.

I økonomiske krisetider udsætter de yngre familiedannelsen og det med at flytte sammen, forklarer forsker.

Opslået af DR Nyheder på 18. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube