Tema Terrorsagen

Omar el-Hussein søgte på Vilks-møde før sit angreb

Politiets efterforskning viser, at Omar el-Hussein før sine angreb i København søgte på Lars Vilks på nettet.

Ifølge senioranklager Bo Bjerregaard har Omar el-Hussein søgt på debatarrangementet med muhammedtegneren Lars Vilks og på den fysiske indretning af Krudttønden. (Foto: - © Scanpix)

Omar el-Hussein planlagde efter alt at dømme sit angreb på kulturhuset Krudttønden gennem søgninger på internettet.

Det er torsdag kommet frem i Københavns Byret, hvor fire mænd er tiltalt for medvirken til terrorisme. Omar el-Hussein selv blev dræbt af politiet.

Senioranklager Bo Bjerregaard oplyser, at tre ip-adresser, som er blevet brugt til at tilgå el-Husseins Facebook-profil, i dagene inden angrebet på Krudttønden blev brugt til søgninger på stedet.

Terrorsagen

Over et år efter angrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge i København kører retssagen nu mod fire mænd i Københavns Byret. De er tiltalt for at have hjulpet Omar el-Hussein, efter han havde angrebet Krudttønden. Følg retssagen her.

Gå til tema

Ifølge Bo Bjerregaard har der dels været tale om søgninger på det debatarrangement med muhammedtegneren Lars Vilks, som var i gang, da angrebet skete. Og dels har der været søgninger på den fysiske indretning af Krudttønden.

Også en computer, som er fundet på el-Husseins bopæl, indgår i bevismaterialet. Den er ifølge Bo Bjerregaard blevet brugt til at tilgå Lars Vilks hjemmeside. Islamkritikeren Lars Hedegaards hjemmesider er også blevet besøgt fra den computer.

Bo Bjerregaard dokumenterer også, hvordan Omar el-Hussein to dage før angrebet på Krudttønden købte en bordeauxfarvet hue i SportsMaster i Nørrebro Bycenter. Det var den hue, som han havde på ved angrebet mod Krudttønden.

I forretningen købte han også et par sorte Asics-sko.

Sagen mod de fire handler ikke om angrebet mod Krudttønden. De er tiltalt for at have tilskyndet Omar el-Hussein til at begå det angreb mod synagogen i Krystalgade, som fandt sted natten efter angrebet mod Krudttønden.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube