Opbakning til nedrivning af spøgelseshuse på Lolland

En nedrivningspulje afsat til små byer bør også kunne bruges i de større byer, mener et politisk flertal.

Lolland har mistet 10 procent af befolkningen, og det giver tomme huse, siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S). (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Der er stor opbakning fra Christiansborg til et ønske fra Lolland Kommune om støtte til at fjerne faldefærdige huse i større byer.

Det viser rundspørge, DR nyheder har foretaget.

Lolland Kommune fik sidste år 20 millioner kroner fra den statslige nedrivningspulje - penge, der kun må bruges i byer med færre end 3000 indbyggere.

Men kommunen har penge til overs, og derfor har man bedt erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) om lov til at bruge midlerne til at fjerne faldefærdige huse i større byer.

Venstres landdistriksordfører Thomas Danielsen er lydhør overfor ideen.

- Jeg glæder mig over, at man kommer med nye ideer til, hvad man kan bruge nedrivningspuljen til. Så det er et positivt indspark, der bør indgå i de drøftelser, vi snart skal have, siger Thomas Danielsen.

Magnus Heunicke, der er landdistriktsordfører for Socialdemokraterne, er ligeledes positiv.

- Der bør ikke være så skrappe regler. Det er ærgerligt, hvis ruiner får lov at stå og skæmme hele lokalområdet. Vi bør lytte til ideerne og bruge puljen flere steder. Det er et dumt sted at spare, for det stopper udviklingen, hvis der er huse, der bare står og står, siger Magnus Heunicke.

Der er også opbakning af hente fra De Radikale, Dansk Folkeparti og SF.

De positive udmeldinger glæder Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

- Så håber vi, at dispensationsansøgningen kan gå igennem. Det er vigtigt, at vi i de større byer, hvor vi har haft en stor fraflytning, har mulighed for at lave forskønnelse. Vi har mistet 10 procent af befolkningen på Lolland, og det giver tomme bygninger, siger Holger Schou Rasmussen.

Enhedslistens ordfører på området, Henning Hyllested, mener dog, det er et sidespor.

- Pengene er afsat til at rive bygninger ned i de alleryderste områder. Hvis vi bruger dem i større byer, begynder det at ligne almindelig byfornyelse, og det må kommunen selv stå for, siger Henning Hyllested.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube