Opportunistisk abe stadig på flugt - skytten venter på et opkald

Det er lykkes den treårige berberabe, der fredag flygtede fra Blåvand Zoo, at holde sig på sikker afstand af skytten.

Berberaben flygtede fredag fra Blåvand Zoo og skulle ikke have svært ved overleve ved Vesterhavet. Arkivfoto. (Foto: Terkel Broe Christensen © Scanpix)

I Blåvand Zoo sidder Torben Larsen og venter på et opkald. Han er skytte og skal formentlig snart dræbe en abe.

- Ja, det bliver nok udfaldet, siger Torben Larsen.

Berberaben flygtede fra Blåvand Zoo fredag og bliver efter skyttens vurdering for svær at fange i live. Derfor har han fået licens til rykke ud for at dræbe, når der kommer et opkald fra en, som kan fortælle, hvor flugtaben befinder sig.

Og der er for meget risici forbundet med at forsøge at bedøve aben, fortæller Torben Larsen.

- Der går 5-10 minutter, før sådan en bedøvelse virker, og så ved man ikke, hvor aben er. Han kan være aggressiv, når han vågner, og så er det ikke så godt, hvis 7-årige Mette finder ham, siger han.

Aben er siden sin flugt blevet set op til to kilometer væk fra Blåvand Zoo, men også inden for en radius af 150 meter, hvilket givet Torben Larsen et spinkelt håb om, at berberaben kan overleve sit eventyr.

- Vi har et håb om, at han kan være så tæt på zoo, og at vi så kan drive ham tilbage mod flokken.

Den halv meter høje abe skulle ellers ikke have svært ved at overleve ved den jyske vestkyst.

- Han er en opportunist, og han er altædende. Han er vant til at leve i Atlas-bjergene, og han har sin vinterpels på, siger Torben Larsen.

Den gråbrune abe skulle altså være polstret til at klare de det kolde og blæsende klima uden for zoo. Og han er ifølge Torben Larsen ikke aggressiv, som det tidligere er beskrevet. Tværtimod lidt sky.

- Hvis man stiller sig op og kigger på ham, så vil han gå væk.

Mens Blåvand Zoo har fået mange henvendelser fra folk, der har set aben i weekenden, så er det tyndet ud i opkald mandag, hvor mange har forladt sommerhusene.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube