OVERBLIK Sådan lyder sigtelserne i Kundby-sagen

En 16-årig pige og en 24-årig mand er sigtet for at planlægge terrorangreb mod to skoler i Danmark.

Den 16-årige pige kommer fra den lille by Kundby, hvorfra sagen har fået sit navn. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Retten i Holbæk har tirsdag valgt at forlænge varetægtsfængslingen af en 16-årig pige og en 24-årig tidligere syrienkriger, som er sigtet i den såkaldte kundbysag, der hidtil har været totalt mørklagt.

Næsten to måneder efter, at de blev anholdt henholdsvis 13. og 14. januar, er sigtelserne blevet offentliggjort.

Den 16-årige er sigtet for to forhold:

* I det første forhold er hun sigtet for frem til 12. januar at anvende bombemanualer, anskaffe kemikalier og forsøge at fremstille sprængstoffet TATP.

Derudover sigtes hun for at planlægge en prøvesprængning samt at forberede et terrorangreb mod den jødiske privatskole Carolineskolen i København. Angrebet mislykkedes, fordi hun blev anholdt.

* I det andet forhold er hun sigtet for frem mod 8. januar at anvende bombemanualer, anskaffe kemikalier og for at forsøge at anskaffe gødning, benzin og diesel med videre samt at forberede et angreb mod Sydskolen i Fårevejle.

Angrebet mislykkedes. Anklagemyndigheden vil ikke ind på, hvorfor angrebet ikke blev til noget.

Sigtelserne mod den 24-årige:

* Han er sigtet for at medvirke til anskaffelse af bombemanualer og til forsøg på at udføre terrorangreb mod de to skoler.

Kilde: Senioranklager Peter Ahleson

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube