Overblik: Vejlegården dag for dag

Se en tidslinje over hele forløbet med Restaurant Vejlegården her.

Restaurant Vejlegården, politiafspærring (Foto: Steffen Lübbert Terpling © DR Trekanten)

12. juli

Politiet opgiver sigtelsen mod restauratør Amin Skov Badrbeigi fra Vejlegården.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Det er ikke lykkedes at opklare sagen, og det betyder, at sigtelsen mod Amin Skov Badrbeigi opgives, skriver politet i meddelelsen.

Læs mere her

14. maj

Restaurant Vejlegården åbner igen for stegt flæsk med persillesovs.

Amin Skov oplyser, at restauranten åbner med hans kone, Marie Lykke Skov, som bestyrer - selv skal Amin Skov være køkkenchef.

30. april

Når Restaurant Vejlegården åbner igen, forbliver de røde faner fra 3F pakket sammen. For fagforeningen har ingen planer om at stå vagt ved indgangen.

- Vi byder dem velkommen og glæder os over, at der oprettes en ny virksomhed og arbejdspladser i kommunen, siger 3F-formand i Vejle, Martin Jensen, til oplysningen om at Restaurant Vejlegården genåbner.

Læs mere her

4. marts

Konflikten med 3F og senest branden på Restaurant Vejlegården har slået bunden ud af restaurantens økonomi. Restaurant Vejlegården får konkurs.

Det oplyser restaurantens forpagter, Amin Skov, i en pressemeddelelse.

- Det er med stor beklagelse, at jeg må meddele, at Restaurant Vejlegården ikke længere kan opretholdes økonomisk og er derfor per 4. marts 2013 gået konkurs, skriver Amin Skov.

Amin Skov melder, at det er branden, der skyldes konkursen.

Læs mere her

31. januar

Frank Schwaner, formanden for Vejlegårdens Støtteforening, politianmelder nu fagforeningen 3Fs lokalafdeling i Vejle.

Anklagen går på, at 3F Vejle har forbrudt sig mod loven og filmet besøgende, der kom til og fra det konfliktramte spisested, som restauratør Amin Skov forpagter og står i spidsen for.

Læs mere her

23. januar

Amin Skov fremstilles i grundlovsforhør. Han nægter sig skyldig i brandstiftelse og forsøg på forsikringssvindel, som politiet har sigtet ham før. Grundlovsforhøret foregår for åbne døre, så DR raporterer direkte derfra. Læs mere her.

Der kommer bl.a. frem, at Amin Skov er i en økonomisk stram situation. Han skylder bl.a. 88.000 kroner i moms. Han lever fra kvartal til kvartal, har han fortalt.

Amin Skov bliver ikke varetægtsfængslet, men løslades. Der kan dog gå op til en måned, før anklagemyndigheden har materiale nok til at vurdere, som Skov skal tiltales.

Det er her, i Retten i Kolding, Amin Skov sidder i grundlovsforhør. (Foto: Louise Damløv © DR)

22. januar

Sydøstjyllands Politi anholder restauratør Amin Skov for branden på Restaurant Vejlegården den 21. december 2012. Han bliver sigtet efter straffelovens § 181 stik. 1 og 2. Politiet oplyser, at der ikke er nogen tvivl om, at branden er påsat, da de har fundet brandbare væsker på flere arnesteder.

Samtlige politikere, der tidligere har kommenteret konflikten mellem Restuarant Vejlegården og 3F, tager skarp afstand til ildspåsættelsen.

16. januar

Amin Skov fortæller for første gang offentligt om branden. Det sker i et interview med Vejle Amts Folkeblad, hvor han forklarer, at han lavede papirarbejde fra kl. 24 på brandnatten. Amin Skov fortæller videre, at han blev overfaldet af to maskerede mænd, som kom ud af restaurantens depotrum. Ifølge Skov er det næste, han husker, at han kan lugte røg og mærke varme.

Amin Skov siger desuden, at han synes, at det er frustrerende, at politiet tidligere har meldt ud, at der ikke er noget der tyder på overfald. Læs mere her.

Det er her, i Retten i Kolding, Amin Skov sidder i grundlovsforhør. (Foto: Torkil Adsersen © Scanpix)

2. januar

Ifølge Sydøstjyllands Politi er der ikke er tegn på, at branden har sammenhæng med den faglige konflikt mellem Vejlegården og 3F. Politiet slår også fast, at restauratør Amin Skov formentlig ikke blev overfaldet i forbindelse med branden, og at de har gode spor at gå efter.

30. december

Debatten om det frie valg af fagforening fortsætter. Da Amin Skov overtog Vejlegården i november 2011 tegnede han en overenskomst med Krifa i stedet for 3F, hvilket fik 3F til at sende 50 blokadevagter ud til restauranten.

SF's nye formand, Annette Vilhelmsen, langer hårdt ud efter de såkaldte gule fagforeninger. Hun mener, at Kristelig Fagforening, Krifa, pynter sig med lånte fjer, og er et forsikringsselskab frem for en fagforening.

28. december

Dykkere leder efter beviser på Restaurant Vejlegården, men politiet ønsker ikke at oplyse noget om, hvad det finder, eller om branden har været påsat.

Det er her, i Retten i Kolding, Amin Skov sidder i grundlovsforhør.

26. december

Amin Skov fortæller på Facebook, at han er så påvirket af branden, at han får krisehjælp. Derfor vil han ikke kommentere sagen i pressen og afventer politiets efterforskning, skriver han. Læs mere her.

22. december

Ifølge politiet er der intet der tyder på, at Amin Skov skulle være blevet overfaldet forud for branden.

21. december:

Der opstår brand på Restaurant Vejlegården, og Amin Skov bliver indlagt på intensiv-afdeilngen med røgforgiftning. I forbindelse med branden på stedet blev en såkaldt sabotagealarm på restaurantens alarmsystem aktiveret. Det kunne tyde på et indbrud, og politiet skal nu undersøge om branden kan være påsat. Læs mere her.

Restaurantchef Anna Marie Poulsen fortæller, at Amin Skov var i restauranten om natten for at lave regnskab, og et vidne ser to biler ved restauranten, som han beskriver som mistænkelige.

Det er her, i Retten i Kolding, Amin Skov sidder i grundlovsforhør. (Foto: Berit Bader Ulriksen © DR Trekanten)

29. november:

Arbejdsretten afgør, at 3F's blokade var lovlig, men at 3F dog gik for vidt i nogle dele af deres blokade af restauranten. Dommen betyder, at fagforeninger stadig har ret til blokere en virksomhed, hvis fagforeningen mener, at overenskomsten ikke bliver overholdt.

20. november:

Fagforbundet 3F indleder nu et nyt opgør mod restauratør Amin Skov fra Vejlegården. 3F stævner Amin Skov for brud på loven om arbejdstid. Det sker på vegne af et lettisk ægtepar, der har arbejdet i virksomheden og klaget over arbejdsforholdene.

3F mener, at Amin Skov pressede ægteparret til at arbejde langt ud over lovens maksimum.

2. oktober:

Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) har anlagt sag i Arbejdsretten mod 3F. KA påstår, at arbejdskonflikten mod restaurant Vejlegården i Vejle er ulovlig. Sagen bliver behandlet i Arbejdsretten. Sagen bliver behandlet som principiel, hvilket betyder, at tre dommere mod normalt en skal afgøre sagen.

Det er her, i Retten i Kolding, Amin Skov sidder i grundlovsforhør. (Foto: Torkil Adsersen © Scanpix)

7. september:

Amin Skov fortæller i medierne, at han frygter for sit eget og sin families liv.

24. juli:

3Fs formand Poul Erik Skov Christensen fortæller, at han er blevet truet over nettet af en kriminelle hackergruppe, der har besluttet sig for at gå efter ham personligt.

23. juli:

Vejlegårdens ejer Amin Skov modtager et trusselsbrev og en patron med beskeden "Her ligger Amin Skov Badrbeigi død juli 2012." Han melder truslen til politiet og i samme forbindelse kommer det frem, at han har modtaget i alt ni trusselsbreve, siden konflikten startede.

22. juli:

LO og HKs hjemmesider bliver ramt af hackerangreb og er kortvarigt nede.
30.000 dagpengemodtagere, der normalt udfylder deres dagpengekort på 3Fs hjemmeside, bliver ramt, da 3F vælger midlertidigt at lukker hjemmesiden, der har været under angreb i fire dage.

20. juli:

Sagen får meget opmærksomhed i medierne, og Vejlegården får mange sympatitilkendegivelser både i kraft af besøg på restauranten og på de sociale medier. Blandt andet indrykker en gæst en annonce i Vejle Amts Folkeblad, hvor han og konen takker for en dejlig aften.

En professor i arbejdsmarkedsforskning slår dog fast, at 3Fs metoder er helt lovlige.

Det er her, i Retten i Kolding, Amin Skov sidder i grundlovsforhør.

19. juli:

Hackere - fra hacker-netværket Anonymous, hævder de selv - går ind i konflikten på Vejlegården og ejer Amin Skovs side. 3Fs hjemmeside er de følgende dage utilgængelig på grund af hackerangreb.

19. juli:

Otte spisesteder i Aarhus kan ikke få trykt annoncer, skriver Jyllands-Posten. Det sker, fordi HK/Privat har indledt en sympatikonflikt til støtte for 3F.

19. juli:

3F i Vejle bruger mafiametoder, siger Liberal Alliances arbejdsmarkedsordfører, Joachim B. Olsen, fordi Vejle Amts Folkeblad har sagt nej til at trykke Vejlegårdens annoncer.

17. juli:

Læserne af Vejle Amts Folkeblad kan ikke længere finde annoncer fra Restaurant Vejlegården i deres avis. Modvilligt er avisen nemlig blevet direkte inddraget i konflikten mellem restauranten og Fagforbundet 3F.´

Der er udsendt et konfliktvarsel, som nu omfatter trykkerier, og det vil sige, at medarbejderne på trykkerierne kan sige, at de ikke vil trykke aviser, der indeholder annoncer fra Vejlegården, siger redaktør Mogens G. Madsen. Trykkerne er organiseret i HK.

11. juli:

Vejlegården må ikke søge nye medarbejdere på statens jobside, jobnet.dk, så længe den ligger i konflikt.

Juni:

3F indledte i denne måned konflikt mod 11 cafeer og en restaurant i Aarhus, som havde opsagt deres overenskomst med fagforeningen. 3F stoppede da med at bringe varer og hente skrald ved spisestederne.

28. juni:

Demonstration ved Vejlegården fra 3F - cirka 100-125 var mødt frem. De blev mødt af en moddemonstration med 125-150 demonstranter, der medbragte et tågehorn, som overdøvede 3F-talerne, melder Vejle Amts Folkeblad.

26. juni:

Formanden for Metals mekanikerklub i Vejle, Jens Vindelev Mortensen, fyldte i fredags 50 år og holdt receptionen på Vejlegården, der ellers bliver boykottet af fagbevægelsen, skriver Vejle Amts Folkeblad. Formanden for Metal i Vejle kalder det 'uheldigt'.

22. juni:

3F fik hjælp af flere end 100 tømre som blokadevagter ved Restaurant Vejlegården.

10. juni:

Politiet dropper sagen mod den mand, som 3F anklager for at have kørt en blokadevagt ned med vilje.

31. maj:

Vejle Amts Folkeblad skriver, at Vejlegården ikke har modtaget post i over en måned, fordi Post Danmark er inddraget i konflikten.

30. maj:

Vejlegården opsætter et mod-banner med teksten: "Vi har lovlig overenskomst med KA - så alle vores medarbejdere er sikret ordentlige løn- og aftaleforhold."

29. maj:

Medlemmer af LO-fagforeningerne inddrages i konflikten - de må ikke længere håndtere restaurantens affald.

25. maj:

For tredje gang på to måneder trækker KA nu 3F Vejle i Arbejdsretten for at bruge ulovlige kampmidler. Målet med sagen er at få erklæret hele konflikten på Vejlegården for ulovlig, skriver Vejle Amts Folkeblad.

3. maj:

"Restaurant Vejlegården ønsker ikke ordentlige løn- og aftaleforhold for deres ansatte." Sådan lyder det på et nyt banner, 3F Vejle har opsat på gavlen ud mod restauranten. KA vil nu undersøge, om et banner for 3. gang skal tages op i Arbejdsretten.

13. april:

En blokadevagt køres ned. 3F frygter, at påkørslen hænger direkte sammen med konflikten.

13. april:

3F Vejle inddrager nu de øvrige LO-fagforeninger i sympatikonflikter mod Vejlegården, skriver Vejle Amts Folkeblad. Restauranten må derfor finde alternative leverandører for at få øl og vand.

Fra onsdag vil transportområdet også blive ramt af konflikten. Fra denne dag må medlemmer af de involverede fagforeninger ikke længere bringe eller hente andet end affald fra Vejlegården. Et af konfliktens næste skridt er, at personale organiseret hos LO-fagforeninger også vil nægte at håndtere annoncer fra restauranten, skriver avisen.

22. marts:

LO erkender i Arbejdsretten, at 3F er gået for langt i konflikten, hvor man har delt løbesedler og vist bannere med opfordring til kundeboykot. LO har aftalt med KA, at dette ophører. Blokaden får dog lov at fortsætte.

21. marts:

LO bliver på vegne af 3F kaldt i Arbejdsretten, fordi Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) har bedt Arbejdsretten hastebehandle blokaden.

20. marts:

De 50 blokadevagter fra 3F står ifølge Amin Skov på Vejlegårdens matrikel, og derfor vil restauratør Amin Skov have politiet til at gribe ind, men intet sker.

19. marts:

3F sender 50 blokadevagter ud foran Vejlegården. De blev mødt af en moddemonstration fra Venstre Ungdom og Liberal Alliance Ungdom, der var mødt op i sympati med restauratøren.

13. marts 2012:

3F udtaler til Vejle Amts Folkeblad, at man aldrig før har stået i en konflikt, hvor modstanderen er så ideologisk som Amin Skov.

Skov siger til avisen, at det hele handler om, at han selv vil vælge, hvem han indgår overenskomst med.

December 2011:

3F varsler konflikt mod Vejlegården.

30. november 2011:

Amin Skov beskylder gruppeformand i 3F, Henning Troelsen, for at misbruge fortrolige oplysninger fra Bevillingsnævnet, hvor Troelsen sidder.

Ifølge Amin Skov blev han allerede dengang truet med, at indmeldingen i Krifa kunne få konsekvenser. 3F's gruppeformand lægger over for Vejle Amts Folkeblad ikke skjul på, at han vil gå meget langt for at få Restaurant Vejlegården til at tegne overenskomst med 3F.

- Vi kan ikke leve med, at en restaurant, der ligger 20 meter fra os, ikke har overenskomst med os. Derfor vil vi tage de nødvendige skridt for, at han tegner overenskomst med 3F.

1. november 2011:

Amin Skov overtager Restaurant Vejlegården, efter den tidligere forpagter gik konkurs. Han tegner overenskomst med Kristelig Fagforening (Krifa). Ifølge Berlingske blev de 3F-ansatte lockoutet. De måtte altså skifte fagforbund for at møde på arbejde, skriver avisen.

9. februar 2010:

Vejle Amts Folkeblad skriver en artikel på nettet om, at 3F sætter tommelskruerne på for at få aftaler i stand med endnu flere restauranter i området. Der offentliggøres en liste med steder, der har en aftale med fagforeningen.

2006:

Eksklusivaftaler blev kendt ulovligt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Eksklusivaftaler er kravet om, at man som arbejdstager skal melde sig ind i en bestemt fagforening.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube