På Frederiksberg Ny Skole må B-børn møde sent

Et nyt forsøg med at lade B-menneskebørn møde senere har givet langt gladere børn, siger en forælder.

Et nyt forsøg med at lade B-menneskebørn møde senere har givet langt gladere børn, siger en forælder. (© Colourbox)

Frederiksberg Ny Skole har som den første skole i landet indført differentierede mødetider for A- og B-mennesker - helt ned til 0. klasse.

De skoleelever, der er morgenmennesker, møder klokken otte - syvsoverne kan vente til klokken ni og får så til gengæld en time senere fri.

Og det er kæmpehit, lyder det fra Simon Warthoe, der er far til August i 1. klasse.

Fantastisk

August er nemlig B-menneske, og den senere mødetid har givet hele familien et langt mere harmonisk liv.

- Det fungerer fantastisk godt. Det giver os mere tid og en værdi, som slet ikke står mål med, hvor kort den ekstra time er. Vi har tid til at være familie om morgenen, siger far Simon Warthoe til DR Nyheder og fortsætter:

- Sådan som min hustru og jeg arbejder, er der ingen af os, der går tidligt fra arbejde, så den tid, som vi ikke har så meget om eftermiddagen, har vi sammen i familien om morgenen, siger han.

Kører til efterårsferien

Frederiksberg Ny Skole bad forældrene til de enkelte elever om selv at vurdere deres barn - A- eller B-menneske. Derudfra blev børnene så placeret i de forskellige klasser.

Indtil videre kører de differentierede mødetider kun som forsøg frem til efterårsferien i uge 42. Herefter skal lærere og forældre genvurdere, om det skal være en mere permanent ordning.

- Det kan helt bestemt anbefales. Det gør en utrolig forskel i det daglige. Om morgenen møder jeg også tit andre forældre til B-børn, som smiler over, hvor stor en forskel, der er. Så vi håber, at det bliver en fast ordning, siger Simon Warthoe.