På Venø vil passagererne helst beholde besætningen

Regeringen vil have førerløse skibe i de danske farvande. På Venø sætter passagererne pris på færgens personale.

Venø-færgen er et af de skibe, der kan være egnede til at være førerløst, siger overfartsleder Søren Adsersen. (© DR Nyheder)

Førerløse skibe skal inden længe sejle i de danske farvande, mener regeringen.

I en rapport lavet af Søfartsstyrelsen og DTU udpeges små ø-færger som nogle af de fartøjer, hvor det er oplagt at fjerne kaptajnen.

På Venø i Limfjorden nord for Struer venter Anders Vandsø Pedersen på færgen til Kleppen.

Han vil savne personalet, hvis færgen bliver førerløs.

- Det er noget af det, der gør det rart at bo på øen. De kan også hjælpe i nødens stund, hvis man er 30 sekunder for sent på den, så kan man ringe til dem, og så venter de, siger Anders Vandsø Pedersen.

Anders Vandsø Pedersen vil helst ikke undvære Venø-færgens personale. (© DR Nyheder)

Rimelig autoritetstro

I rapporten fra Søfartsstyrelsen og DTU indgår uheldsstatistikker fra European Maritime Safety Agency.

De viser, at menneskelige fejl i perioden fra 2011 til 2016 var en udløsende faktor i 62 procent af hændelserne med skibe indregistreret i EU.

Anders Vandsø Pedersen ved godt, at der ofte er tale om menneskelige fejl, når der sker ulykker.

- Men omvendt har vi flere gange hørt, at der er nogle ting, som ikke kan ske, som så sker alligevel, hvor noget mekanisk går i stykker. Men jeg er rimelig autoritetstro på den måde, at hvis man siger, at noget er i orden, så tror jeg på det, siger han.

- Men jeg foretrækker, at vi har folk om bord.

Som et fly uden pilot

Flemming Jensen fra Vinderup skal også med færgen, og han er ikke umiddelbart tilhænger af førerløse færger.

- Det er det samme som at flyve uden pilot, siger han.

Flemming Jensen vil helst sejle med en kaptajn bag roret. (© DR Nyheder)

Flemming Jensen ville dog ikke være utryg ved at sejle med et førerløst skib.

- De må jo have kontrol over det, de laver, siger han.

Om bord på færgen siger passager Jan Bendix fra Venø, der også er bestyrelsesmedlem i Sammenslutningen af Danske Småøer, at det er trygt med besætning om bord, men at de førerløse skibe sikkert kan være lige så trygge, hvis sikkerheden er på plads.

- Hvis vi kan fastholde den service, vi har i øjeblikket, så vil vi være glade for det, siger Jan Bendixen.

Jan Bendix fra Venø understreger, at det nuværende serviceniveau skal opretholdes. (© DR Nyheder)

- Lad os se at komme i gang og prøve det, siger han.

Overfartsleder: En god idé

Ud over at gøre havet mere sikkert, så skal de førerløse skibe ifølge erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) gøre det billigere at sejle med fragt og passagerer, da der skæres ned på mandskabet.

Overfartsleder Søren Adsersen fra Venø Færgefart, som også er formand for Småøernes Færgeselskaber, er åben for idéen om førerløse skibe.

- Teknologien kan vi jo ikke stoppe. Det er udviklingen og vejen frem, så det hilser vi da velkommen, siger han.

Overfartsleder Søren Adsersen siger, at de førerløse skibe kan øge sikkerheden. (© DR Nyheder)

I dag er der en besætning på to personer på færgen. Det er et minimumskrav, som Søfartsstyrelsen har sat, og der er ikke råd til flere ansatte, fortæller Søren Adsersen.

Han vurderer, at et førerløst skib kan være mere sikkert, end når han selv styrer overfarten.

- Så undgår vi de menneskelige fejl, som vi godt ved, kan ske. Der kan være mange gentagelser i løbet af en dag, og lige pludselig får man overset noget, der kan give nogle småfejl og småskader, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube