Pårørende forsøgte at stoppe optøjer på sygehus

Flere personer fra stor gruppe forsøgte ifølge politiet at udglatte konflikt på Slagelse Sygehus.

Det var ikke den typiske gruppe af ballademagere, der stod bag optøjerne, forklarer politikommissær fra lokalpoliti i Slagelse, Kurt G. Nielsen. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Flere personer fra en stor gruppe pårørende til en syg mand opførte sig onsdag aften så upassende på Slagelse Sygehus, at de er blevet sigtet af politiet.

Andre medlemmer af gruppen på 25-30 personer forsøgte omvendt at dæmpe optrinet, der endte med, at sygepersonalet barrikaderede sig i et lukket rum.

- Flere af dem forsøgte at hjælpe politiet og personalet. Under hele forløbet var de fornuftige og forsøgte at tale deres familiemedlemmer til ro, siger politikommissær fra lokalpolitiet i Slagelse Kurt G. Nielsen til Ritzau.

Gruppen bestod ikke af typiske ballademagere.

- Ofte er det personer fra Ringparken i nordbyen, vi har problemer med. Den her flok kommer fra alle mulige steder omkring Slagelse og København. Det er både kvinder og mænd.

Konflikten opstod tilsyneladende, da de besøgende fik besked på, at de ikke alle kunne få lov at besøge den syge mand på samme tid.

Da politiet ankom til stedet, var gemytterne stadig kogende. Politifolkene valgte at trække stavene og slå på flere af de tilstedeværende.

En 27-årig mand og en 43-årig kvinde, begge fra Slagelse, er blevet sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige orden, mens en 29-årig mand fra København er sigtet for trusler mod en politibetjent.

En fjerde person vil blive sigtet for at have truet en sygeplejerske, så snart den pågældende er udpeget.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube