Pape: Maskerede fodboldbøller skal have to års karantæne

Justitsministeren vil sætte hårdere ind over for fodboldbøller og stramme forbudet mod maskering.

Politiet under en pokalkamp mellem FCK - Brøndby i Parken 6. april 2016. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Maskerede personer på landets stadions skal straks kunne få karantæne på to år af politiet.

Det mener justitsminister Søren Pape Poulsen (K). Han har derfor igangsat et arbejde med Divisionsforeningen, DBU, Danske Fodbold Fanklubber og Rigspolitiet, siger han til DR Nyheder.

- Hvis du er maskeret på stadion, skal du regne med at få en karantæne på to år, siger han og påpeger, at der i dag skal være to betingelser opfyldt for at politiet kan give karantæne. Den ene betingelse er, at politiet skal have en mistanke om, at man har overtrådt maskeringsforbuddet, og dernæst have grund til at tro, det vil ske igen.

Og det er helt håbløst, mener Søren Pape Poulsen. Han opfordrer samtidig klubberne til at give karantæne på livstid, hvis de oplever fodboldfans, der bærer maskeringer.

- Så kan vi få ballademagerne væk fra fodbolden, så alle os, der er glade for at fodbold, også kan komme der, siger han.

S: Slapt forslag

Socialdemokratiet er dog alt andet end imponeret over tiltaget.

- Jeg synes ærligt talt, det er skuffende og et meget slapt forslag. Vi bliver altså nødt til at stramme massivt op over for de her voldsbøller, der ødelægger fodboldkampe, siger Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen, der gerne ser to andre stramninger indført.

- Fodboldbøller, der begår vold, skal have livsvarig karantæne og aldrig mere have lov til at sætte deres ben på stadion. Og så skal de stilles økonomisk ansvarlig for deres ødelæggelser, siger Trine Bramsen.

Men det er op til klubberne selv, hvorvidt maskeringer skal udløse livsvarig karantæne, mener Søren Pape Poulsen.

- Den enkelte klub bestemmer, hvad der foregår på deres stadion. Og der er jo klubber i dag, der har givet meget voldsomme karantæner, og det, synes jeg, er godt. Det synes jeg ikke, vi lovgivningsmæssigt skal blande os i.

Tilbage i august kom 22 politifolk til skade, da der var voldsomme sammenstød mellem FCK-fans og politiet på Brøndby Stadion. Her var mange maskerede, hvilket volder politiet problemer i efterforskningen.