Parasit-alarm: Orm fra sæler truer danske torsk

Der er nu så mange sæler i Østersøen, at det truer fiskeriet. De spreder nemlig parasitter, der udmarver torsken.

Dna-undersøgelser har vist, at de mange orm, der i dag findes i torsk fra især Østersøen, kommer fra sæler. (Foto: Mads Petter Kühnel)

Danske fiskere har fået en fjende nummer et – gråsælen.

Værst står det til i Østersøen, hvor bestanden de seneste år er eksploderet. For bare ti år siden var den et meget sjældent syn omkring Christiansø, men i løbet af de seneste fem år er der kommet flere og flere.

Problemet med de fredede sæler er, at de er sultne og meget dygtigere til at fange fisk end fiskerne. De går i fiskernes net og spiser deres fangst.

3-400 orm i én torsk

Men mest alvorligt er det, at de smitter torsken med en parasit, som gør fisken lille, mager og uappetitlig.

Det fortæller professor i akvatisk patobiologi Kurt Buchmann, der i mange år har beskæftiget sig med sygdomme hos vanddyr. Han kunne i 80’erne undersøge tusindvis af torsk uden at finde en eneste orm.

- Det, vi har kunnet registrere gennem de senere år, er, at Østersø-torsken, fra at have ingen eller en-to af de her orm i leveren, nu kan have 3-400 orm i en enkelt lille torsk, fortæller han til P1’s reportageprogram Baglandet.

Torskeormen skal varmes væk

Der findes to slags orm i torsk, som begge kommer fra sælen: Leverorm og torskeorm.

Hør Sælbanditterne

P1's reportageprogram Baglandet er i denne uge taget til det østligste Danmark for at finde ud af, hvorfor hadet til de søde sæler er så stort, og hvad fiskerne stiller op med deres sælproblem.

Hør dagens reportage om 'Sælbanditterne' og andre reportager her.

Leverormen er ikke farlig for mennesker, medmindre vi spiser rå torskelever. Leverormen er nu i alle de torsk, som Kurt Buchmann undersøger, 86 orm per lever i gennemsnit.

Torskeormen findes i selve fileten. Den dør ved høj temperatur, men hvis torsken ikke gennemvarmes, kan den bore sig ind i mavesækken og give alvorlig betændelse i maven.

Kurt Buchmann lavede en undersøgelse i 2014, hvor han fandt torskeorm i over halvdelen af de torsk på over 50 cm, han undersøgte. Han mener, at tallet vil være højere i dag.

- Det er noget af en ændring, der er sket gennem de senere år. Vi har set stigningen i forbindelse med, at sælernes antal er eksploderet betydeligt i Østersøen, fortæller Kurt Buchmann.

Fiskerne forlader faget

Problemet med sælerne er så stort, at bornholmske fiskere hver måned må sende kuttere til ophug.

Fisker Claus Stenmann Hansen fra Svaneke er en af dem, der får de magre torsk i nettet. Han er så gal på sælerne, at han giver 10 procents rabat til kunder, der går i sælskindspels eller har en pung af sælskind.

Sæler er søde, men de smitter torsk med sælorme. Videoen her er fra en frisk fanget torsk fra Bornholm. Hør Baglandet i...

Opslået af DR P1 på 2. februar 2016

Han kom til Bornholm fra Ærøskøbing i 1987, hvor garnfiskeriet stortrivedes – og der ingen sæler var.

Claus Stenmann Hansen husker, hvordan de store fiskere skældte ham ud, fordi han kunne komme så hurtigt rundt med sin båd og klarede sig godt.

- Jeg tænkte dem langt væk og sagde, at det sgu nok kun var mig, der ville være tilbage en dag. Og sådan må jeg jo så sige, at det er blevet. Nu har jeg fået det hele for mig selv. Desværre.

Rabat til folk i sælpels

Da han kom til øen lå der store 40 tons kuttere i Svaneke Havn, flotte hvidmalede trækuttere med styrhus og blå hætter, fortæller han.

Dengang havde lystbådene ikke noget at skulle have sagt, der var det fiskerne, der bestemte.

- Men i dag, der må man sgu godt nok sige, der er det nok lystbådene, der har fået magten over mig, siger han.

Ikke så mærkeligt, for ud over ham, er der kun én anden fiskekutter på havnen i Svaneke. Det er Henrik, der kommer fra Christiansø.

- Der er sket rigtig meget på de 20-30 år. Vi er ikke så mange tilbage. Nogen gange er der slet ikke nogen på havet. Så må man ligge alene. Det er altså en trist udvikling, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube