Penny på otte år svinger sit eget betalingskort: Det er sjovt og sejt

Nordea og Danske bank tilbyder nu betalingskort til børn ned i syvårsalderen.

Penny Ortmann Holmgaard på otte år går mellem slikhylderne i supermarkedet og prøver at regne. Hvor meget fredagsslik kan hun mon få for 50 kroner.

For denne gang er det ikke hendes mor eller far, der svinger dankortet. Det er hende selv.

Hun er nemlig et af de omkring 8.000 børn, der har fået et betalingskort fra Danske Bank.

Her får man et såkaldt "lommepengekort" og installerer en app, hvor forældre og børn kan holde øje med beløbet på kortet og opsparingskontoen.

Tilbuddet kræver forældrenes samtykke, og børn kan ikke lave overtræk.

Vi slipper ikke udenom det. På et eller andet tidspunkt er der ikke kontanter mere, så er det på kort eller mobiloverførsler

HENRIETTE ORTMANN HOLMGAARD, PENNYS MOR

- Det er sjovt. Børn plejer ikke at have et kort, så jeg føler mig lidt sej, siger Penny, efter hun med succes har købt sit slik.

Hun var lidt nervøs, da hun trådte hen foran kassen og skulle bruge sit kort.

- Jeg tænkte først, at jeg ikke kunne huske koden. Og så tænkte jeg på, om det blev over 50 kroner. Så tror jeg, at min mor ville blive sur, fordi hun havde sagt, jeg ikke måtte bruge mere, siger hun og griner.

- Men jeg brugte kun 36 kroner.

Og det ved hendes forældre hurtigt. Kortet har nemlig en form for sladrehank indbygget, der sender en besked til Pennys forældre, når hun har brugt det.

Pennys mor: Sikker måde at lære at bruge et kort

Nordea og Danske Bank har lanceret det nye tilbud, fordi forældre har efterspurgt en digital løsning til lommepenge. Hos Nordea kan børn ned til syv års alderen få det såkaldte Nordea Pay debit-kort. Hos Danske Bank er det de otte til tolv-årige, det gælder.

Ifølge Dorte Eckhoff, chef for corporate responsibility i Danske Bank, er det vigtigt, at bankerne følger med udviklingen i samfundet, hvor de fysiske kontanter i højere grad forsvinder.

Den tanke deler Henriette Ortmann Holmgaard, der er Pennys mor.

På Pennys telefon har hun en app, hvor hun kan følge med, når hun bruger kortet eller får lommepenge sat ind. (Foto: Kim Dang Trong)

- Vi slipper ikke udenom det. På et eller andet tidspunkt er der ikke kontanter mere, så er det på kort eller mobiloverførsler. Så min mand og jeg tænkte, at det var en sikker måde at lære vores børn at have et kort, siger hun.

Og så giver det ligeledes nogle fordele, der gør lommepengeordningen nemmere, fortæller Henriette Ortmann Holmgaard.

Det er super fantastisk, at vi ikke skal huske at hæve penge, når vi runder den første i måneden

Henriette Ortmann Holmgaard, Pennys mor

- Vi har ikke særlig mange kontanter. Det er på beløbet i butikker og MobilePay. Det er super fantastisk, at vi ikke skal huske at hæve penge, når vi runder den første i måneden. Da vi opdagede tilbuddet, tænkte vi, at det bliver vi nødt til at have, siger hun.

Ifølge Henriette Ortmann Holmgaard giver løsningen hendes børn på otte og elleve år en forståelse for, at der rent faktisk er penge på det kort, som deres forældre bruger.

- Penny kan finde på at spørge, hvorfor vi ikke tager til Thailand i alle ferier. Jamen, det koster penge, svarer jeg så. Hvorefter hun siger: "Du kan bare køre kortet". Det er det, hun ser, når vi er ude og handle. Det giver hende en forståelse af, at man ikke bare kører kortet.

I app'en kan Penny følge med i, hvor mange penge der er tilbage på kortet og opsparingskontoen.

- Det er en fin måde at lære, at pengene er på kortet, men at hun kan se på app'en, at de forsvinder, når hun har købt noget. Jeg synes, det er godt at give vores børn en god og sund ballast i forhold til, hvad penge er.