Pensionist måtte via retten for at få ret i klage over p-afgift: Det var intimiderende

Sten Donslund gik til domstolen for at få ret i, at han ikke skulle have haft en parkeringsafgift.

Da Sten Donslund skulle besøge nogle venner på Frederiksberg, købte han en parkeringsbillet. Alligevel fik han flere rykkere fra et privat parkeringsselskab, der mente, han skulle betale en afgift. Til stor gene for pensionisten Sten Donslund.

- Følelsen af at blive kontaktet var en følelse af at blive intimideret af nogen, der har et stor apparat med masser af penge og jurister, hvis forretning er at kradse penge ind, siger Sten Donslund.

Sten Donslund nægtede at betale rykkerne. Istedet henvendte han sig til forbrugerorganisation for motorejere, FDM, der fik sagen for retten og vandt. Men han tror ikke, det er alle, der kan overskue kampen.

- Trusler om retssager og advokatbistand, tror jeg, får folk til at betale bøden, siger Sten Donslund.

Nyt klagenævn

Ifølge Transportminister Ole Birk Olesen er en retssag for dyr proces i forhold til en uberettiget parkeringsbøde på 750 kroner. Derfor vil han pålægge den private parkeringsbranche at oprette et uvildigt klagenævn.

- Vi har oplevet mange sager med folk, der har fået uretmæssige bøder, og så har de ikke kunne klage til andre end parkeringsfirmaerne selv. Og firmaerne selv har ikke altid været lige velvillige i forhold til at lytte til de sager, siger Ole Birk Olesen.

Ifølge transportministeren er parkeringsbranchen selv skyld i det nye tiltag.

- Branchen har flere gange vist, at der ikke er styr på tingene. Hvis man gerne vil have en ret til at udskrive bøder,så skal man også tilbyde en klagemulighed, som er i orden.

Se mere om historien i videoen i toppen af artiklen