PET: Kvinde og mand anholdt i terrorsag

En 28-årig mand og en 29-årig kvinde er anholdt for medvirken til forsøg på terrorisme i udlandet.

Politiet har i dag været i gang med en stor aktion i Hallingparken i Brøndby. Samtidig melder politi og PET om to anholdte i en sag om medvirken til forsøg på terrorisme i udlandet. (Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

Københavns Politi og PET har torsdag foretaget to terrorrelaterede anholdelser.

Anholdelserne kommer efter en længere efterforskning, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- Der er tale om en 28-årig mand og en 29-årig kvinde af anden etnisk oprindelse end dansk, skriver politiet.

De to anholdte er begge sigtet for medvirken til forsøg på terrorisme i udlandet.

- Sagen handler om indkøb og fragt af genstande fra Danmark til IS (Islamisk Stat, red.) i Syrien/Irak som skulle anvendes til kamphandlinger, skriver politiet i pressemeddelelsen.

PET: Ikke tale om danske mål

Begge anholdte vil i morgen, fredag, blive fremstillet i et grundlovsforhør, og anklagemyndigheden kræver lukkede døre i sagen.

Billeder viser, at politiet i dag har været i gang med en stor aktion i Hallingparken i Brøndby, som flere medier kæder sammen med anholdelserne.

Politiet og PET skriver da også i pressemeddelelsen, at man har foretaget flere ransagninger rundt om i Storkøbenhavn i forbindelse med sagen.

- Det er vigtigt i denne sag at understrege, at de afdækkede kriminelle aktiviteter alene vurderes at have haft til formål at støtte gruppen, der kalder sig Islamisk Stat i Syrien og Irak, siger operativ chef i PET, Flemming Drejer, i pressemeddelelsen.

Dermed pointerer PET-chefen, at der ifølge politiets og efterretningstjenestens oplysninger ikke er tale om støtte til terrorplaner rettet mod mål i Danmark.

Sigtes for medvirken

Det er straffelovens terrorparagraf §114, stk. 1, nr. 1 og 2, som de to er sigtet efter. Det sker dog efter straffelovens paragraffer 21 og 23.

Ifølge Trine Baumbach, der er lektor i strafferet ved Københavns Universitet, så er de to paragraffer med til at specificere, at der er tale om medvirken til forsøg på terrorisme.

- Paragraf 21 betyder, at der er noget, de ikke har fuldbyrdet, men de har lavet det med forsæt til at begå nogle egentlige handlinger. Så de har foretaget nogle handlinger med henblik på at begå forsøg på terrorisme, siger hun og fortsætter:

- Paragraf 23 handler om medvirken, og i det her tilfælde må vi antage til terrorisme. De har ikke foretaget noget, der står i terrorbestemmelsen, men de har forsøgt at hjælpe andre til nogle af de handlinger, der står i bestemmelsen, forklarer Trine Baumbach.

Paragrafferne er de samme bestemmelser, der blev brugt i forbindelse med den såkaldte terrorsag i Københavns Byret, hvor fire unge mænd blev frifundet for at have hjulpet Omar El-Hussein med terrorangrebet i København.

Det står der i straffeloven:

  • Den såkaldte terrorparagraf, straffelovens paragraf 114, fastslår, at handlinger såsom drab, drabsforsøg, vold, alvorlig brandstiftelse og frihedsberøvelse skal regnes som terrorisme, blandt andet hvis det er hensigten at skræmme en befolkning i alvorlig grad.
  • I paragraf 21 står, at "handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg."
  • I paragraf 23 står, at "den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen.

    Kilde: Straffeloven