Politi: Lig i Aarhus Havn var falsk alarm

En person havde torsdag eftermiddag anmeldt et lig i Aarhus Havn, men politiet afkræfter nu.

Østjyllands Politi fik torsdag eftermiddag en anmeldelse af, at der muligvis var fundet et lig i Aarhus Havn. Men undersøgelser har vist, at der var tale om falsk alarm.

- Der er formentlig set skygger i vandet, som man har troet var et lig, men undersøgelser har vist, at der ikke var noget, siger vagtchef Peter Hunniche, Østjyllands Politi.

Det var medlemmer af eftersøgningsorganisationen Missing People, der slog alarm på 112, da de på et sonarapparat nede i vandet havde opfanget noget, der lignede en person.

Dykkere har intet fundet

- Via 112 blev der rekvireret dykkere til en undersøgelse, og vi har også været dernede, men vi har ikke fundet noget på bunden af vandet, siger Peter Hunniche.

Det område, der er undersøgt ligger ved Sydhavnsgade mellem Filmbyen og Mindet.

Torsdagens alarm satte gang i spekulationer om, at der måske kunne være tale om den 73-årige erhvervsmand Niels Joachim Nicholaisen, der har været sporløst forsvundet i omkring tre uger.

Han forlod sit hjem i det centrale Aarhus 5. februar for at gå i træningscentret.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube