Politiet advarer: Gå ikke på isen

Selvom det er fristende at bevæge sig ud på landets frosne søer efter flere dage mod frost, advarer landets politikredse mod det. Isen er langt fra sikker.

Det er smukt derude i disse dage, men landets mange politikredse advarer deres borgere mod at færdes på isen på søer og fjorde. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

De seneste dages kolde temperaturer har forvandlet mange af de danske søer og fjorde til is, og søndagens solskinsvejr lokkede flere vovepelse ud på isen.

Men flere politikredse advarer om, at det kan være farligt at færdes på det frosne vand - isen er langt fra sikker.

Sådan lyder det blandt andet fra Københavns Politi, der advarer om faren for at falde gennem isen.

Skilte giver adgang til færdsel på isen

Ifølge Københavns Politi og Vestegnens politi er det først sikkert at færdes på Hovedstadens og Vestegnens søer, når der er sat skilte op herom.

Også i Sydsjælland advarer politiet om at begive sig ud på de frosne søer. I Midt- og Vestjylland bruger politiet en lidt skarpere tone for at holde politikredsens borgere væk fra isen.

På din kommunes hjemmeside kan du følge med i, hvornår det er sikkert at bevæge sig ud på isen på diverse søer og fjorde.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube