Politiet: Alt for mange køber stjålne varer

Danmark er det mest indbrudsplagede land i Europa. Men vi er selv med til at holde antallet af indbrud oppe.

Der er masser af kunder, der står klar til at købe for eksempel stjålne designer-inventar, som det specialkonsulent Christian Østergaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi viser frem her. (Foto: Finn vest Christensen © dr)

Det er alt for nemt at sælge tyvekoster herhjemme, lyder det fra politiet. Og det er med til at gøre indbrud til en god forretning for tyvene:

- Så længe der er nogle, der er parate til at købe brugte smartphones, smykker eller designermøbler, så er der også nogle, der er parate til at stjæle dem, siger specialkonsulent Christian Østergaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der bliver begået omkring 35.000 indbrud i danske hjem om året, hvor der bliver stjålet møbler, smykker, it-udstyr og andre værdigenstande for over en milliard kroner.

Mange af de stjålne genstande ender i andre danske hjem.

- Når vi står og klager over, at der er for mange indbrud herhjemme, så prøv lige at reflektere over hvorfor. Det er der, fordi der er nogle, der er parate til at købe tingene, siger Christian Østergaard.

Internettet er blevet tyvenes største markedsplads. Danskere køber hvert år brugte varer for milliarder af kroner på internettet. En stor del af disse varer er tyvekoster fra danske hjem, institutioner og virksomheder, lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hr. og fru Danmark skal tænke sig om

Vi køber de stjålne varer gennem velkendte internet-sider.

- Det er nemt at sidde hjemme foran sin computer og overføre nogle penge. Så er man fri for at møde den grimme tyveknægt, selvom man måske inderst inde godt ved, at det kan ikke være helt rigtigt, at jeg kan købe det her, siger Christian Østergaard.

Hvis det ikke var så nemt at sælge tyvekoster i Danmark, så ville indbrudstyve kun gå efter rede penge.

- Alle de andre ting skal kapitaliseres, for at indbrudstyven kan få noget ud af det. Og det er det hr. og fru Danmark gør. De kapitaliserer tingene for tyveknægte ved at købe det, siger Christian Østergaard.

Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg kommune er gået sammen om kampagnen "Stop e-hæleri" og Det Kriminalpræventive Råd vil i år også gennemføre en kampagne om hæleri.

- Hvis vi kan få hr. og fru Danmark til at tænke sig om en ekstra gang, så er vi nået rigtigt langt. Og så kan vi få antallet af indbrud til at dale, siger Christian Østergaard.

Tjek om varer er stjålne

Politiet ser gerne, at vi gør meget mere ud af at tjekke den person, vi køber brugte møbler, smykker eller andet af.

- Man skal ud og møde sælgeren face to face. Og man skal altså ikke afhente varen på en eller anden tilfældig parkeringsplads. Man skal hjem til vedkommende, og man skal have tjekket hans identitet. Bor han virkeligt på stedet, siger Christian Østergaard.

- Har man gjort sit forarbejde, så er der en større chance for, at man kan undgå en hælerisag, hvis politiet pludselig kommer og siger, at dine møbler stammer fra et indbrud.

Ifølge en opgørelse fra Eurostat, er Danmark det mest indbrudsramte land i Europa opgjort i forhold til indbyggertal. Sammenlignet med vores nabolande så har vi syv gange flere indbrud end de har i Norge, tre gange flere end svenskerne og 3,5 gange flere, end de har i Tyskland

Magasinet Penge ser i aften nærmere på, hvad du kan gøre for at sikre dig bedst mod indbrudstyve, 21.55 på DR1.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube