Politiet dømt for én ulovlig tilbageholdelse i Tibetsag

Seks aktivister klagede over politiets indgreb, da Kinas præsident var på besøg i Danmark, men politiet slipper for at betale erstatning for indgreb mod fem af aktivisterne.

TIBET DEMO DR.DK

Tirsdag fastslog Københavns Byret, at politiet ikke har optrådt i strid med politiloven.

Derimod var indgrebet mod en sjette aktivist, der blev frihedsberøvet i Kongens Have, ulovligt.

Retssagen skyldes politiets optræden over for de seks i forbindelse med besøget af den daværende kinesiske præsident Hu Jintao i juni 2012.

Betjentene havde tilsyneladende svært ved at acceptere, at det tibetanske flag blev vist under præsidentens besøg forskellige steder i København.

I nogle tilfælde blev de fredelige personer bedt om at skride "ad helvede til."

Aktivist fjernet for at vifte flag

På forhånd var Københavns Politi blevet advaret om, at kineserne meget nødigt ville tabe ansigt.

Det var Politiets Efterretningstjeneste, der havde orienteret om den kinesiske bekymring, har den operative leder, vicepolitiinspektør Claus Olsen, fortalt i byretten.

På Langelinie opsøgte og fjernede en kvindelig betjent således en kvindelig aktivist, der ville vifte med Tibets flag.

Betjentens begrundelse for indgrebet var, at hun mistænkte aktivisten for at være i besiddelse af narkotika. Hendes taske blev gennemset, men lommerne blev ikke tjekket.

Betjenten skrev da heller ikke et ord om stoffer, da hun i politiets sagsregister skulle beskrive visitationen.

Her står i stedet, at aktivisten "ønskede at vise det tibetanske flag til den kinesiske præsident."

Ovenikøbet fik betjenten af sin overordnede besked om at fortælle den kvindelige aktivist, at denne ville blive anholdt, hvis hun igen dukkede op.

Betjenten undrede sig over ordren, for hun syntes ikke, at aktivisten havde gjort noget forkert, har hun forklaret under retssagen.

Dybt bekymrende

En af de andre klagere, en mand, stod i Kongens Have med et tibetansk flag på en stang. Også her greb politiet ind. Denne mand mente, at han blev forhindret i at forlade parken og reelt var frihedsberøvet i mere end en time.

Dette indgreb er ulovligt, fastslår dommer Mikael Kragh.

En tredje har fortalt, at betjente på Christiansborg Slotsplads sagde til hende og kæresten, at de ikke måtte have Tibets flag, og at de skulle gå.

Retssagen i Københavns Byret begyndte for et år siden. Støttekomiteen for Tibet har udtalt, at det er "dybt foruroligende, at det er lykkedes Kina at få den danske regering til at begå overgreb mod danske borgeres ytrings- og demonstrationsfrihed."

Advokaten Claus Bonnez oplyser, at der vil blive krævet erstatning for den ulovlige tilbageholdelse.

I videoen i toppen af artiklen kan man se flere fredelige aktivister blive beordret væk fra Christiansborg Slotsplads, hvor der ikke var tilladelse til at demonstrere.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube