Politiet efterlyser tip om Georg Jensen-kollektion

Det var formentlig en tilfældighed, at en tyveknægt i Odense fik smykker for 2,5 millioner kroner.

Ved et indbrud i Odense i starten af juli fik en tyv en uventet stor gevinst, da der forsvandt smykker for 2,5 millioner kroner, skriver fyens.dk.

Indbruddet skete i en lejlighed i city i Odense mellem fredag 30. juni og søndag 2. juli, og hidtil har politiet holdt kortene tæt til kroppen i et håb om at kunne få et gennembrud i sagen.

- Der er tale om hel unik efterårskollektion fra Georg Jensen. Den er for efteråret 2017, så det er ure, smykker og ringe, der slet ikke er kommet i handlen endnu, fortæller Finn Wegner Petersen, politikommissær og efterforsker i Fyns Politis særlige indbrudsgruppe.

Tasken med kollektionen har en anslået værdi af mellem to og to en halv million kroner. Det, at tingene er så unikke, får politiet til at håbe, at nogen kan hjælpe dem med et afgørende tip i sagen.

Politiet tror ikke, at indbrudstyven var klar over, at der var så store værdier i lejligheden.

Tasken det hele lå i er af mærket Peak Performance, og tasken er en kombineret sportstaske med rullehjul i bunden og udtageligt bærehåndtag, skriver fyens.dk.

/ritzau/