Tema Momsrytterne

Politiet: Flere afhøringer på vej i svindelsag

De to mænd, som blev anholdt ved dagens politiaktion, nægter sig begge skyldige.

Med kasser fulde af dokumenter og computere slæbte betjente fra Københavns Vestegns Politi bevismateriale ud fra de fire adresser, som blev ransaget klokken 8 i morges.

Politiet skal nu finkæmme materialet, men har allerede fundet grundlag for flere afhøringer i sagen, der handler om moms- og skyldnersvindel for cirka 30 millioner kroner.

- Det er af nogle personer, som har været i periferien af det her – det kan være nogle leverandører, og det kan være nogle aftagere, siger politikommissær og leder af sektionen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Vestegns Politi Christian Jakobsen.

Momsrytterne

DR sætter fokus på organiseret og økonomisk kriminalitet – og ser nærmere på nogle af de netværk, der har rod i Danmark og tråde til hele verden. Følg med her på dr.dk hvor vi følger momsrytterne – og dem, der prøver at stoppe svindlen.

Gå til tema

Bagmændene har ifølge politiet undladt at betale moms af de fødevarer, som de har importeret primært fra Holland, og siden solgt i Danmark.

Samme fremgangsmåde er brugt i de tre selskaber, der alle er blevet erklæret konkurs eller tvangsopløst efter mindre end et års levetid.

Og når kuratorerne har behandlet konkursboet, har bogføringen, hvis den overhovedet har eksisteret, været særdeles mangelfuld, lyder det.

- Men typisk finder vi noget korrespondance med myndigheder eller virksomheder i forhold til handler, der måtte være indgået, siger Christian Jakobsen.

- Det giver os så anledning til, at vi skal lægge et puslespil for, at vi kan få overblik i sagen.

Ved dagens aktion har politiet desuden anholdt to mænd på henholdsvis 36 og 39 år. Begge nægter sig skyldige.

gif

Artiklen er rettet d. 22/1 kl. 15.20: Da retten d. 21/1 har nedlagt navneforbud i denne sag har DR fjernet illustrationen til artiklen, der kunne identificere en eller flere af de anholdte.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube