Politiet har på et år bevogtet jøder i 400.000 timer

Politiet har siden februar 2015 brugt mere end 100 millioner lønkroner på at bevogte jødiske institutioner.

Bevogtningen af jødiske hjem, synagoger og institutioner har tilsammen kostet mindst 99,6 millioner kroner. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

422.436.

Så mange timer har betjente tilsammen stået vagt ved synagoger samt private jødiske hjem og institutioner, siden Omar el-Hussein for et år siden angreb Krudttønden og synagogen i Krystalgade og dræbte to.

Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet over betjentenes timeforbrug, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Af opgørelsen fremgår det, at de mange bevogtningstimer har kostet 99,6 millioner kroner i løn og transportudgifter for tilrejsende betjente fra hele landet. Men regningen overstiger med stor sandsynlighed 100 millioner kroner.

Opgørelsen er nemlig baseret på en gennemsnitlig timesats på 200 kroner, hvor det ikke er muligt at tage højde for overarbejdsudbetalinger og særlige tillæg. Samtidig er det endnu ikke opgjort, hvad rejser og befordring har kostet for januar.

Derfor understreger Rigspolitiet, at opgørelsen af både mandetimer og udgifter er behæftet med nogen usikkerhed.

I alt 48 års bevogtning

Betjente fra hele landet har siden angrebene 14. og 15. februar blandt andet bevogtet synagoger, jødiske boliger og private jødiske institutioner.

De brugte timer svarer til, at en enkelt betjent har stået vagt døgnet ru

ndt i 48 år.

Der er dog ingen specifik opgørelse fra 14.-17. februar sidste år, så Rigspolitiet ved ikke, hvor mange mandetimer der blev anvendt specifikt til bevogtning af jødiske institutioner i forhold til de andre politiopgaver i dagene lige efter angrebet.

I april 2015 vedtog et flertal i Folketinget en ekstra bevilling på 150 millioner kroner til øget terrorbekæmpelse. Heraf blev 20 millioner kroner øremærket til øget sikkerhed ved jødiske bygninger.

Justitsminister Søren Pind (V) skrev i en mail til Kristeligt Dagblad tirsdag, at politiet løbende tilpasser beredskabet "i lyset af det aktuelle trusselsbillede."

Det Jødiske Samfund fik i begyndelsen af februar et ekstra tilskud på to millioner kroner til sin egen bevogtning foruden det årlige tilskud på 2,1 millioner kroner.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube