Politiet jagter gerningsmand efter Lyngby-skyderi

Politiet er massivt til stede i Lyngby efter skyderi ved Magasin. En mand og en kvinde er ramt.

Politiet har afspærret området omkring Magasin. (Foto: Peter Langkilde © DR Nyheder)

To personer er såret af skud efter skyderiet ved en Sticks and Sushi-restaurant i Magasins stueetage i det centrale Lyngby.

Det bekræfter Nordsjællands Politi over for DR Nyheder.

Skyderiet fandt sted i den nordsjællandske by kort efter klokken 19.

Vagtchef Henrik Alstrup siger, at en mand og en kvinde er ramt af skud.

Den kvæstede mand er ifølge vagtchefen i kritisk tilstand. Han er ramt i ryggen.

Kvindens tilstand er uvis, siger vagtchefen.

Politiet arbejder lige nu ud fra en teori om, at der står én gerningsmand bag skudepisoden, siger Henrik Alstrup til DR Nyheder.

Og denne person bliver nu jagtet, men politiet kender hverken vedkommendes identitet eller motivet bag skyderiet.

Da skyderiet skete, blev folk i Magasin bedt om at forlade stedet.

Og ifølge DR Nyheders reporter på stedet står de ansatte uden for Magasin med tæpper omkring sig, og politiet har afspærret området fra Lyngby Hovedgade til Lyngby Storcenter, der ligger lige over for Magasin.