Politiet: Knivstikker fra Center Sandholm kan være radikaliseret

Politiet har fundet flere forskellige spor, som tyder på, at den formodede gerningsmand har sympati for Islamisk Stat.

Betjenten, som blev stukket ned, er uden for livsfare. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Den formodede gerningsmand, som tidligt tirsdag morgen overfaldt og stak en politibetjent med kniv i Center Sandholm, "udviser tegn på radikalisering".

Det er Nordsjællands Politi, som i en udsendt pressemeddelelse skriver, at der i forbindelse med efterforskningen af episoden er fundet forskellige spor, som tyder på, at den anholdte 25-årige statsløse palæstinenser kan være radikaliseret og have sympati for Islamisk Stat.

- Vi kan også konstatere, at denne person har en profil på Facebook, og vores efterforskning interesserer sig selvfølgelig også rigtig meget for, hvad der sker der, forklarer chefpolitiinspektør i Nordsjællands Politi, Magnus Andreasen.

- Det er der, hvor vi kan se, at der er en vis interesse for nogle bestemte ting.

Kan være psykisk ustabil

Efterforskningen har dog også vist, at den formodede gerningsmand kan være psykisk ustabil. Politiet understreger dog, at de ikke kan konkludere noget endnu.

- Vi har en palet af nogle forskellige ting, som vi skal have undersøgt, før vi kan komme med nogle entydige konklusioner, siger Magnus Andreasen.

Nordsjællands Politi oplyser desuden, at man fortsat er i gang med undersøgelser på gerningsstederne og vil være synligt til stede i de kommende timer.

Dog er trafik og busdriften ikke længere påvirket af politiets tilstedeværelse og kører nu normalt.

Kendt i systemet

Den formodede gerningsmand har været i Danmark siden 2013 og været igennem en asylbehandling.

For et halvt år siden blev hans sag lukket, og den 25-årige har siden opholdt sig i Udrejsecenter Sjælsmark, hvor han venter på at blive udsendt.

Den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen.