Politiet: Mariager-sagen ventes afsluttet snart

Siden optagelserne til DR-dokumentaren ‘Løgn eller chikane i Mariager’ har sagen udviklet sig, og ifølge Nordjyllands Politi er der nu en afklaring på vej.

Nordjyllands Politi vurderer, at sagen om chikane af Tulle Krøyer og hendes kone snart er afsluttet. Den chikane, som der på billedet demonstreredes imod tilbage i 2014. (Foto: Annelene Petersen © Scanpix)

DR-dokumentaren ‘Løgn eller chikane i Mariager’ kom mandag aften med nye oplysninger i Mariager-sagen. Dokumentaren sætter spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig skete tilbage i 2014.

Udsendelsen undersøger sigtelsen mod den mistænkte i sagen, Carsten Anhøj, og dokumentaristerne taler med personer, som sætter spørgsmålstegn ved hovedvidnet Tulle Krøyers troværdighed.

Og nu har sagen udviklet sig yderligere.

Mariager-sagens vigtige datoer
  • 13.-16. oktober: Familien får ifølge Tulle Krøyer smidt affald og poser med hundelort ind i deres have
  • 16.-19. oktober: Sagen begynder for alvor at rulle i medierne
  • 25. oktober: Tulle Krøyer ser en mand, der truer hende i deres have
  • 29. oktober: Tulle Krøyer finder et kors på bagsiden af sit barns navneskilt i børnehaven
  • 31. oktober: Tulle Krøyer identificerer den bil, hun har genkendt manden fra haven køre i. Ejeren, Carsten Anhøj, anholdes og bliver fotograferet. Tulle Krøyer udpeger med 100 procents sikkerhed Carsten Anhøj i en foto-identifikation
  • 2. november: Fakkeloptog for borgere i Mariager
  • 15. november: Demonstration for folk fra hele landet i Mariager
  • Marts 2015: Tulle Krøyer og familien flytter fra Mariager
  • I dag: Carsten Anhøj er fortsat sigtet i chikanesagen

Vidne afhørt

Politiet har, ifølge dokumentarist Søren Slumstrup, for nyligt afhørt et vidne i Mariager-sagen. Vidnet har kraftige indikationer på, at Tulle Krøyer kendte til identiteten af Carsten Anhøj, inden fotoidentifikationen hos politiet fandt sted.

Tulle Krøyers identifikation af en mand i politiets fotoalbum, der viste sig at være Carsten Anhøj, er det centrale i sigtelsen. Hvis der er beviser for, at Tulle Krøyer kendte identiteten på Carsten Anhøj inden, har fotoidentifikationen juridisk set ikke nogen værdi.

Politiet har, erfarer DR, desuden planlagt, at Tulle Krøyer skulle afhøres den 11. eller 12. februar. Det er ikke lykkedes DR at få bekræftet, om det er sket.

Hundelort i haven

Selve Mariager-sagen handler i korte træk om, at Tulle Krøyer og hendes kone fotæller, at de i efteråret 2014 blev chikaneret på grund af parrets seksualitet.

Tulle Krøyer fortalte dengang, at der var blevet smidt skrald og hundelort ind i deres have, og at en mand en aften stod i haven og med knyttet næve sagde: “I må brænde i helvede”.

Ved politiets fotoidentifikation pegede Tulle Krøyer på et billede af en mand. Billedet forestillede Carsten Anhøj.

Han har siden været sigtet.

Sag snart afsluttet

Efter snart 16 måneders sigtelse mod Carsten Anhøj oplyser Nordjyllands Politi, at Mariager-sagen nærmer sig en afslutning. Birte Wirnfeldt, advokaturchef hos Nordjyllands Politi, siger til DR, at der nu er en afklaring på vej.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube