Politiet presset i bund af sygdom og overarbejde

Flere politifolk meldte sig syge eller søgte orlov i 2015, viser tal fra Rigspolitiet.

Politiforbundets formand Claus Oxfeldt hører fra flere af sine kolleger, at en del betejnte føler sig presset af arbejdet og har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Danske politifolk er tilsyneladende under pres, og nye tal viser, at 2015 var et skidt år, når det gælder sygefravær, overarbejdstimer og antallet af betjente, der søger orlov.

Politiforbundets formand Claus Oxfeldt kalder det en trist udvikling, om end det ikke kommer som nogen overraskelse.

- Jeg har aldrig nogensinde oplevet et så presset år for politiet som 2015. Det fortsætter oven i købet ind i 2016 med en flygtningesituation, som der skal bruges rigtig mange ressourcer på, siger han.

Sygefraværet er steget fra gennemsnitligt 8,5 dage om året per medarbejder i 2013 til 9,2 sygedage i 2015. Det fremgår af den seneste opgørelse af polititjenestemænds sygefravær, som Rigspolitiet har lavet.

Presset på job og derhjemme

Claus Oxfeldt mener, det stigende sygefravær hænger sammen med, at betjentene arbejder for meget og er presset på både jobbet og i privatlivet.

- På et tidspunkt siger kroppen stop. Når man skal arbejde meget, og familien ikke ser nok til nok til den pågældende politimand eller –kvinde, så slider det på én.

- Jeg hører om nogen, der bliver truet med skilsmisse, og at folk er trætte – både mentalt og fysisk, siger politiformanden.

Ifølge Rigspolitiets opgørelse søgte 128 politifolk orlov i 2015, mens tallet to år forinden var nede på 90 medarbejdere.

Overarbejdspuklen er også steget. Ved udgangen af 2015 havde politiet i alt arbejdet mere end 448.000 timer for meget.

Rigspolitiet kender ikke årsagen

DR har ikke kunne få en kommentar til tallene fra Rigspolitiet, men til BT siger HR-direktør i Rigspolitiet Anne Erlandsen, at de ikke ved, hvorfor sygefraværet og ansøgningerne om orlov er steget.

Rigspolitiet registrerer ikke, hvorfor folk søger orlov, og de måler ikke antallet af sygemeldinger, der er stressrelaterede, siger hun til avisen.

Politiforbundet har dog en anden opfattelse af sammenhængen:

- Man må ikke lukke øjnene for de her tal, og det handler om at få stoppet det her. Man må prioritere i opgaverne.

- Vores vigtigste mission er at have fokus på arbejdsmiljøet og få arbejdsugen ned på 37 timer i 2016, siger Claus Oxfeldt.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube