Politiet vil have millioner tilbage for kasseret Deloitte-undersøgelse

To års revisorarbejde røg i skraldespanden i stor sjællandsk straffesag om bedrageri. Nu kommer efterspillet.

Det var i forbindelse med en efterforskning af leasingarrangementer i den krakkede Totempo-koncern, som blandt andet lakerede biler og leverede vejhjælp, at politiet hyrede revisorerne til at hjælpe sig. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Revisionsselskabet Deloitte fortalte ikke hele historien, da selskabet hos politiet sikrede sig en ordre om at undersøge en kollapset koncern.

Med den begrundelse kræver Midt- og Vestsjællands Politi, at Deloitte sender penge retur til politiets kasse.

Det var i forbindelse med en efterforskning af leasingarrangementer i den krakkede Totempo-koncern, som blandt andet lakerede biler og leverede vejhjælp, at politiet hyrede revisorerne til at hjælpe sig.

Efter to års arbejde lød regningen på 3.138.290 kroner. .

Anklagemyndigheden rejste tiltale om bedrageri mod grundlæggeren af Totempo, Arne Boesen, og to andre, men Retten i Roskilde frifandt dem i juni og kritiserede i den forbindelse både politi og anklagemyndighed.

Deloitte udførte arbejde for Totempo

Undervejs besluttede retten at kassere Deloittes revisionsrapport, som anklageren ønskede at fremlægge.

Det skyldes inhabilitet. Deloitte havde nemlig tidligere udført arbejde for Totempo og havde også anmeldt et krav i konkursboet. Både revisorloven og forvaltningsloven blev nævnt, da retten smed Deloittes rapport ud.

Der foreligger omstændigheder, som "for en velinformeret tredjemand kan vække tvivl om revisors uafhængighed (...), og omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed", skrev retten.

Politi: En "ærgerlig situation"

I Midt- og Vestsjællands Politi siger sekretariatschef Alessandra Giraldi, at man står i en "ærgerlig situation".

- De oplysninger, vi dengang fik fra Deloitte, var ikke så omfattende som dem, retten har lagt til grund, siger hun.

- Så vi må lægge til grund, at Deloitte ikke gav os et fuldt oplyst grundlag om de mulige habilitetsproblemer, da vi underskrev kontrakten.

- Vi har derfor nu lagt op til en dialog med Deloitte om spørgsmålet om tilbagebetaling af dele af honoraret eller det hele, siger Alessandra Giraldi.

I Deloitte bekræfter man at have fået en henvendelse fra politiet.

- Vi mener, vi har oplyst, hvad vi skulle, og det tager vi naturligvis gerne en dialog med politiet om. Yderligere kan vi ikke sige, udtaler partner i Deloitte Jan Bo Hansen i en mail til Ritzau.

Også et andet efterspil er i gang. De tre frifundne har rejst krav om erstatning i størrelsesordenen 170.000 - 400.000 kroner.

/ritzau/