Postnord stopper med at uddele post i Vollsmose efter trusler

Efter flere tilfælde af trusler mod postbude bliver post-omdelingen i Odense-bydelen nu midlertidigt stoppet.

Posten kommer ikke frem i Odensebydelen Vollsmose de næste par dage, efter to postbude er blevet truet. (Foto: Malte Kristiansen/Scanpix 2012) (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

To tilfælde af trusler mod postbude i Odense-bydelen Vollsmose får nu Postnord til at midlertidigt at indstille omdelingen af breve og pakker.

Det oplyser Postnord til DR Nyheder.

Konkret er det to hændelser, der har fået den statslige post-virksomhed til at tage det drastiske skridt, siger Michael Frølich, der er chef for distributionen i Postnord.

-Dels onsdag hvor vi har indbrud i en af vores biler, og hvor vi har en medarbejder, der bliver truet verbalt. Og så i fredags, hvor man tager fysisk fat i en ny omdeler og truer hende på stedet. Her bliver der sagt: ’Vi holder øje med jer, vi ved hvornår I kommer, og I skal i øvrigt holde jer væk’, siger han.

Truslerne betyder, at Postnord hverken i dag eller i morgen vil bringe breve, reklamer eller pakker til beboerne i området.

- Planen er lige nu, at vi fra på onsdag begynder at køre ind med breve og reklamer, for det kan vi gøre lidt hurtigere, fordi det kan komme i postkassen, siger Michael Frølich.

Pakker vil dog ikke blive udbragt på ubestemt tid. I stedet vil beboerne få en kvittering, så de kan hente pakken på det nærmeste posthus.

Hvornår pakkerne igen kan bringes ud, tør Michael Frølich ikke sige, men han betegner situationen som totalt uacceptabel.

- Vi kommer til at vurdere det løbende. Vi har også en drøftelse med politiet om, hvordan vi håndterer det her, siger han.

De to konkrete trusselssager er begge anmeldt til Fyns Politi.

Det er ikke første gang, Postnord må droppe uddelingen i Vollsmose. I 2013 droppede virksomheden uddelingen af pakker i området efter flere pakker var blevet stjålet.