Prins Joachim: Lige stort hver gang

Prinsesse Marie og Prins Joachim er blevet forældre til en søn. Det er tredje gang for prinsen. Og det er et lige stort og bevægende øjeblik hver gang, sagde han kort efter fødslen.

Det var en glad, stolt, men også træt Prins Joachim, der mødte pressen i Rigshospitalets forhal kort efter, at hans hustru Prinsesse Marie var nedkommet med den lille ny prins. Det skete klokken 4.57 her til morgen.

Det er tredje gang, at Prins Joachim bliver far, og det forklarer måske, hvorfor han allerede en time efter den vellykkede fødsel havde overskud til at komme ned fra fødselsstuen og fortælle om sin nyfødte søn.

Spændende og rørende

Selv forklarende Prins Joachim, at fødslen af hans tredje søn ikke adskilte sig ret meget fra, da hans to første sønner, Nikolaj og Felix, kom til verden.

- Jeg tror, at alle forældre, der har fået flere børn vil nikke genkendende til, at det er lige spændende, og lige stort, hver gang. Det øjeblik, hvor det lille ny væsen kommer frem, og man får lov at holde det lille barn, det er lige bevægende og lige rørende hver gang, sagde en klatøjet Prins Joachim, der ikke havde sovet hele natten.

Prinsen fortalte, at han ikke har haft tid til at overveje, hvornår hans to store sønner kan komme til at se deres lillebror.

Fakta om fødslen
  • Prinsesse Marie fødte kl. 04.57 en søn på Rigshospitalet.
  • Fødslen tog 10-11 timer.
  • Den lille ny prins vejer 3032 gram og er 49 cm lang.
  • Han fik 10 i Apgar score.
  • Apgar score er et pointsystem til vurdering af fem livstegn hos nyfødte: hjerteaktion, vejrtrækning, muskelspænding, reaktion på ydre stimuli og hudfarve. Højeste Apgar score er ti point.