Professor: Det var en meteorit over Danmark

Mange danskere fik sig en helt særlig oplevelse lørdag aften, da de pludseligt så et stort lysglimt og hørte et højt brag.

Sådan så lysglimtet ud i Ballerup. (Foto: Frank Weinberger © privat)

Adskillige danskere fra Sjælland kontaktede lørdag aften DR, fordi de havde hørt et stort brag og set et lys, der lyste hele himmelen op i flere sekunder.

Og nu kan vi så give svaret på, hvad de var, de mange danskere så lørdag aften omkring klokken 22.

- Det var en meteorit, der er en relativt stor sten, som kører rundt ude i solsystemet - en rest fra solsystemets dannelse, siger Johan Fynbo, professor i astronomi fra Niels Bohr Instituttet og formand for Astromisk Selskab, til DR Nyheder.

Han fortæller, at meteoritter kan være på størrelse med småsten, som vi kender det fra stranden, eller sten, der er flere kilometer lange.

- Jo større, de er, jo mere lys kommer der, når rammer jordens atmosfære, siger Johan Fynbo og uddyber om lørdagens meteorit:

- Som i går, hvor man kunne høre en lyd, en eksplosion, og der var kraftigt lys, må det have været en relativ stor meteorit. Ikke at den var på størrelse med en bil, men en håndbold måske, gætter jeg på, siger Johan Fynbo.

Han forklarer, at lysglimtet kommer, fordi meteoritten kommer mod jorden med så enorm en kraft, at de smelter og brænder, når de kommer gennem atmosfæren.

- Hvis de er store nok, falder der også noget ned på jorden, så det mest interessante er nu, om der er noget faldet ned, siger Johan Fynbo.

Han opfordrer folk til at melde deres observationer på www.ildkugle.dk eller www.stjerneskud.info - og gerne så nøjagtigt som muligt.

Hvis der er faldet en sten ned, bliver det næste interessante så at undersøge, hvilken slags meteorit, der er tale om.

- Der findes nogle meget primitive, der er lavet af det helt rå materiale, som solsystemet blev lavet af. Så findes der nogle, der har været inde i midten af sådan en tidlig miniplanet, siger Johan Fynbo.

Har du set noget? Send gerne billeder, video og beretninger til 1212@dr.dk.

  • Sådan genkender du en meteorit:

  • Sort smelteskorpe
  • Afrundede former
  • Tiltrækkes af magnet
  • Høj vægtfylde
  • Ingen bobler eller gasblærer
  • En meteorit er danekræ og skal derfor afleveres til Geologisk Museum, der uddeler en dusør for fundet
  • Kilde: Geologisk Museum

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube