Professor: Rygevaner får mændene til at hale ind på kvinderne

Selvom kvinders gennemsnitlige levetid er faldet for første gang i 21 år, vil både kvinder og mænds alder stige i fremtiden, mener Knud Juel, professor hos Statens Institut for Folkesundhed.

For første gang i 21 år er danske kvinders middellevetid faldet, men det vækker ikke bekymring hos professor Knud Juel.

- Det foregående år steg kvinders middellevetid med 0,8 år, hvilket er en relativ høj stigning. Det bliver så modsvaret med et fald på 0,2 i år, hvilket ikke er unormalt, siger Knud Juel.

Tal fra Danmarks Statistik viser samtidig, at mænd og kvinders gennemsnitlige levetid nærmer sig hinanden. Siden 1990 er mænds middellevetid steget fra 72 år til 78,6 i 2014, mens kvinderne er gået fra 77,8 år til 82,5 år i samme periode.

Det skyldes især mænd og kvinders rygevaner.

- Den væsentligste årsag til, at mændene har halet lidt ind på kvinderne, er kønnenes rygevaner. Kvinderne begyndte at ryge senere end mænd i Danmark, og derfor har de et efterslæb, som kan ses på alderskurven. Samtidig har man set et lille fald af mænd, der dør af lungekræft, og det er endnu ikke sket for kvinderne, forklarer Knud Juel.

Ulla Fuglsang er 75 år og ryger, men udsigten til et længere liv uden cigaretter, får ikke hende til at kvitte smøgerne. Hør hvorfor i videoen:

Levetid lavest i København

Både blandt mænd og kvinder er middellevetiden lavest i København med 77 år for mændene og 81,5 år for kvinderne. Men der er også stor forskel på levetiden, alt efter hvilken københavnsk bydel man bor i.

- Sammenligner man for eksempel Østerbro og Nørrebro, som er nabobydele, så er der syv års forskel på middellevetiden - til Østerbro-indbyggernes fordel. Det er befolkningssammensætningen, uddannelsesniveauet og rygefrekvensen i de to bydele, der giver den store forskel, siger Knud Juel.

Østjylland har den højeste middellevetid blandt kvinderne på 83,4 år, og Østsjælland har den højeste blandt mændene på 79,5 år, ifølge Danmarks Statistik.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube