Psykiatere udskriver patienter for tidligt

Tæt på hver tredje psykiater udskriver hver uge patienter, før de er færdigbehandlede, for at få plads til nye patienter.

Det går ud over patienterne, når de udskrives før tid - og det sker ofte, viser en stor undersøgelse foretaget af DR i samarbejde med Dansk Psykiatrisk Selskab. (© Colourbox)

Overfyldte psykiatriske afdelinger presser psykiatere til at udskrive patienter, før de er klar til det.

Det dokumenterer en stor undersøgelse, som DR Nyheders analyseafdeling har foretaget i samarbejde med Dansk Psykiatrisk Selskab blandt næsten 400 psykiatere.

I undersøgelsen er psykiaterne blevet spurgt om, hvor ofte de udskriver patienter, der ikke er færdigbehandlede, for at få plads til nye patienter.

Er bekymrede

Her svarer 30 procent af de psykiatere, der udskriver patienter, at det sker cirka en gang om ugen eller oftere.

- Jeg tror, at der er mange psykiatere derude, som føler, at de pisker rundt og laver brandslukning, og at de ikke kan lave det, som de fagligt synes, de kan stå inde for. De går rundt med en konstant bekymring for at udskrive folk, som de ikke synes er helt klar til det, siger Jeanett Bauer, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab til 21 Søndag.

Mange genindlæggelser

43 procent af psykiaterne oplever ifølge undersøgelsen også, at de cirka en gang om ugen eller oftere oplever patienter, der bliver genindlagt, fordi de ikke var færdigbehandlede.

- Det er desværre ikke uventet. Systemet er hårdt belastet, og det er meget ubehageligt for patienterne og deres pårørende, siger Poul Videbech, der er professor i psykiatri og medlem af Dansk Psykiatrisk Selskab.

Han har været med til at formulere spørgsmålene i undersøgelsen.

Bliver dårlige igen


Når psykiaterne fortæller, at de udskriver patienter, der ikke er færdigbehandlede, betyder det ifølge Poul Videbech, at de ikke er nået i mål med den behandling, som skal gøre patienterne i stand til at kunne klare sig med den ambulante hjælp og støtte, de kan få i hjemmet af kommunen eller distriktspsykiatrien.

- Selvfølgelig behøver man ikke at være fuldstændig rask og klar til arbejde, når man bliver udskrevet. Det er heller ikke det, psykiaterne i undersøgelsen taler om her. Men man er for eksempel nødt til at være sikker på, at patienten får den rigtige dosis medicin. Det kan tage nogle uger at finde ud af. Og hvis ikke man har tid til det, risikerer patienten at blive dårlig igen efter udskrivelse og kommer igen, siger Poul Videbech til 21 Søndag.

Mangler mange senge

Dansk Psykiatrisk Selskab har i en ny hvidbog argumenteret for, at der mangler 15-20 procent flere senge i psykiatrien.

Men det er ikke løsningen mener psykiaternes arbejdsgiver, Danske Regioner. Her vil man i højere grad bruge pengene på ambulant hjælp i for eksempel distriktspsykiatrien, så man forebygger indlæggelser.

Har du oplevet at blive udskrevet for tidligt, eller har du et tip til os, så skriv til psykiatri@dr.dk