Psykolog: Forældre skal være forberedte på adoptionens pris

Dokumentaren "Adoptionens Pris" er netop blevet vist på TV2. Psykolog mener at adoptivforældre skal være forberdt på barnets savn.

Dokumentaren "Adoptionens Pris" er netop blevet vist på TV2, og fortæller historien om de to små børn fra Etiopien, Masho og Roba, der adopteres af Henriette og Gert i Holbæk.

Børnenes biologiske forældre er stadig i live, da børnene bliver adopteret bort, og pigen på fire år savner dem så meget, at hun ikke kan knytte sig til sine adoptionsforældre.

- Vi arbejder med få gjort forældrene bevidste om, at barnet altid vil have tanker om sine biologiske forældre og sit oprindelsesland. Det er en overraskelse for mange, siger Robert Jonassen,psykolog og faglig leder af adoptionsforberedende kurser.

Forberedt på barnets savn

Par og enlige, der ønsker at adoptere venter i flere år, fra de første gang søger om at blive godkendt, til de rent fakstisk kan tage ud i verden og hente deres barn.

Robert Jonassen mener, at det vigtigste er, at forældrene får øjnene op for, hvilke livsvilkår barnet har levet under, og hvor stor en betydning det har for barnets mulighed for at knytte sig til sin adoptivfamilie.

Drømmen om kernefamilien der brister

Dokumentaren går tæt på det menneskelige forløb i adoptionssystemet, der i dette tilfælde ender trist for både både adoptivforældre, de biologiske forældre og de to små børn, og drømmen om kernefamilien brister.

- Man har måske ventet i mange år på barnet, og så kan det være en enorm skuffelse, hvis barnet ikke vil knytte sig til en. Men det må man ikke vise, man skal være ekstremt tålmodig og åben, siger psykolog Robert Jonassen.

Og netop det at barnet kan være afvisende er en af de ting, som kommende adoptanter bliver konfronteret med på adoptionsforberedende kurser.

Når de biologiske forældre er derude

På de adoptionsforberedende kurser bliver der snakket med forældrene om, at barnet altid vil tænke på sine rødder.

Ifølge Psykolog Robert Jonassen er det vigtigt, at forældrene for alt i verden ikke må ignorere barnets tanker eller se det som et fravalg af dem.

- Det er meget svært for forældrene at blive mindet om, at der er et biologisk forældrepar et sted, og at barnet tænker på dem, siger Robert Jonassen.

Han påpeger, at det er vigtigt, at forældrene giver plads til de spørgsmål, der kan dukke op, og barnet ikke må få fornemmelsen af, at det er et tabu, siger Robert Jonassen.

Har du erfaringer med adoption, som du gerne vil dele? Så skriv til DR Nyheder på

1212@dr.dk.