Råd: Gør det lovpligtigt at sejle med redningsvest

Ifølge Rådet for Større Badesikkerhed burde det være ulovligt at sejle uden redningsvest.

Rådet for Større Badesikkerhed mener, at alle skal bære redningsvest, når de sejler, og ikke blot have dem liggende i båden. (© DR)

Det varme sommervejr kalder danskerne ud til kysterne - og for fleres vedkommende helt ud på vandet. Men mange sejler rundt uden redningsvest, og det er et problem, mener Rådet for Større Badesikkerhed.

Formand for rådet, Sven Hedegaard, pointerer, at det er lovpligtigt at have redningsveste liggende i båden passende til antallet af sejlere om bord, men det er ikke lovpligtigt at bruge dem, og det bør laves om.

- Det ville have kunnet redde flere sejleres liv i de forrige år. For de når jo ikke lige pludselig at få vestene på, når det går galt, siger han til Ritzau.

Ligesom sikkerhedsseler

Han mener, at en lov, der påbyder brugen af redningsveste under sejlads, samt en tilhørende bødestraf er nødvendig.

- Det er ligesom med sikkerhedsseler. De var også frivillige i lang tid, og så gjorde man dem lovpligtige. Det synes jeg også, man skal gøre her, siger han.

Samme problem i Norge

I Norge ligner reglerne for brugen af redningsveste de danske, og her kæmper Røde Kors også for et påbud.

- Sandsynligheden for at omkomme ved at falde i vandet er 12 gange større uden redningsvest.

- At få flere til at bruge redningsvest er det ene tiltag, som umiddelbart vil give den største effekt på dødstallet for ulykker med fritidsbåde, siger præsidenten for Norges Røde Kors, Sven Mollekleiv, til Tønsbergs Blad.

43 druknede i 2011

I 2011 mistede 43 mennesker livet i drukneulykker i Danmark, viser TrygFondens Nationale Druknestatistik, og størstedelen af ulykkerne er sket til søs - ofte blandt fritidsfiskere og lystsejlere.

Blandt disse er hovedparten af de druknede mænd mellem 45-74 år, og kun i otte procent af tilfældene er det oplyst, at den omkomne bar redningsvest.

Sammen med Søsportens Sikkerhedsråd og Beredskabsforbundet forsøger TrygFonden derfor også at få fritidsfiskere og lystsejlere til at bruge redningsveste gennem kampagnen Brug Vesten.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube