Råd råber op om indsats mod ID-tyveri: Politikerne har sovet i timen

Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Digital Sikkerhed efterlyser hjælp til ID-ofre.

- Igen og igen hører vi fra ofrene for identitetstyveri, at de står fuldstændig alene med en gigantisk opgave, siger formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip.

Hver dag oplever danskere, at deres identitet bliver misbrugt. Selvom problemet ifølge både Rigspolitiet, forsikringsselskaber og Forbrugerrådet Tænk er stigende, har ID-ofrene svært ved at få hjælp.

Sådan lyder kritikken fra Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Digital Sikkerhed.

- De danske politikere har ladt ID-ofrene i stikken. Det er virkelig et område, hvor politikere har sovet i timen, siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.

- Borgerne skal have et sted at henvende sig. Ikke bare når det er gået galt, men også før det går galt. Det har vi ikke i dag, siger Rasmus Theede, formand for Rådet for Digital Sikkerhed.

”Fuldstændig alene”

En stor del af identitetstyveriet finder sted på internettet, hvor identitetstyve narrer personlige oplysninger ud af folk.

Hvad er ID-tyveri?

Identitetstyveri dækker både over, at nogen ulovligt tilegner sig en andens oplysninger, og at nogen misbruger de oplysninger til for eksempel at optage lån, købe ting eller chikanere på forskellig måde.

De personlige oplysninger kan være CPR-nummer, adgangskoder, sundhedsoplysninger eller andre følsomme persondata.

Identitetstyve er alt fra organiserede kriminelle til mennesker helt tæt på ofrene.

Det er ikke identitetstyveri, hvis nogen opsnapper en andens kreditkortoplysninger og misbruger dem.

Kilde: borger.dk og Nationalt Cyper Crime Center

Anja Philip finder det ”grotesk”, at staten kræver, at vi som borgere bliver mere digitale, men at der så ikke er hjælp at hente, når man bliver udsat for identitetstyveri.

- Igen og igen hører vi fra ofrene for identitetstyveri, at de står fuldstændig alene med en gigantisk opgave. En opgave, der er meget grænseoverskridende og føles uendelig, fordi de ikke ved, hvornår den næste regning dumper ind ad postkassen, siger hun.

Hjælp hos politiet

I dag kan ofre anmelde ID-tyveriet til politiet. Men erfaringen fra Forbrugerrådet og de ofre, DR Nyheder har talt med, er, at betjentene i politiets servicecentre ikke er klædt godt nok på.

Oplevelsen er, at de ikke kan vejlede ofrene tilstrækkeligt i, hvad de kan gøre for at gøre livet surt for den tyv, der har stjålet deres oplysninger.

Det erkender leder af Nationalt Cyper Crime Center under Rigspolitiet, Kim Aarenstrup.

- Borgerne får hjælp, men har de den fulde skala af hjælp? Nej, det har de ikke, og det er jeg rigtig stærkt utilfreds med, siger han.

En hotline til ofrene

For at dæmme op for problemet er der ifølge Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Digital Sikkerhed behov for en offentlig, uvildig instans, hvor ofre for identitetstyveri kan henvende sig.

Det kunne være et center med en tilknyttet hotline, som borgere kan ringe til.

Udover at hjælpe ofre skal centeret også samle viden på området og rådgive og uddanne folk i, hvordan de undgår identitetstyveri og it-kriminalitet.

- Ligesom det offentlige uddanner i sikker trafik, bør man også uddanne i, hvordan man får en sikker, digital adfærd, siger Rasmus Theede.

Lås mobiltelefonen

De fleste danskere er nemlig slet ikke klædt ordentligt på, mener de to råd.

- Rigtig mange danskere er blevet taget på sengen af denne her meget, meget hurtige digitalisering, vi har haft. Vi har simpelthen ikke vænnet os til, at cyperspace er en risikabel verden at begive sig ud i, siger Rasmus Theede.

Han giver to eksempler på, hvordan vi beskytter os mod tyve i den fysiske verden, men glemmer det i den digitale.

- Vi låser vores cykel, når vi sætter den på gaden. Men kun halvdelen af os har lås på vores mobiltelefon.

- På samme måde lægger de færreste af os nøglen under måtten. Men folk uploader deres Nemid til telefonen. Og hvis den ikke engang er låst, er det nemt at få fat.

Penge i personlige oplysninger

Det er vigtigt at blive klædt ordentligt på, understreger Forbrugerrådet, der forudser, at problemet med identitetstyveri kun bliver større.

- I udlandet er handel med personlige data faktisk en af de største trusler mod forbrugerne. Der er virkelig penge i at købe folks personlige oplysninger og misbruge dem. Så der er en mørk sky forude, siger Anja Philip.

Danskerne kender også til truslen. Det fremgår i en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Forbrugerrådet Tænk.

Her svarer 74 procent af danskerne, at de er utrygge ved, om deres cpr-nummer bliver opsnappet og misbrugt til at bestille varer på kredit.

- Det viser, at der er et behov for, at politikerne skal hjælpe os i det digitale liv, så vi kan blive ligeså trygge, når vi færdes digitalt, som når vi færdes i den fysiske verden, siger Anja Philip.

”Norge bærer fanen højt”

For at få inspiration til indsatsen mod identitetstyveri bør de danske politikere skele til Norge, mener Anja Philip fra Forbrugerrådet.

- Der er et land, der virkelig bærer fanen høj, når det handler om at hjælpe borger og virksomheder med at omgås deres digitale data på en sikker måde, siger hun

Hun peger på det 10 år gamle, uvildige center for informationssikring, Norsis. Her kan ofre for identitetstyveri få hjælp.

Samtidig står centeret for at uddanne nordmændene i digital sikkerhed, og de ansatte laver undersøgelser af området og omfanget af identitetstyveri.

Danmark falder bagud

Derudover har nordmændene siden 2009 haft mulighed for at kreditspærre. Mens man i Danmark kun kan spærre sit kreditkort, kan nordmændene også frivilligt spærre for butikkernes mulighed for at kreditvurdere dem ud fra deres ID-oplysninger.

På den måde har ID-tyvene langt sværere ved at bruge stjålne ID-oplysninger til at købe varer på afbetaling eksempelvis.

Rigspolitiet har længe haft planer om en form for kreditspærringssystem i Danmark. Men lige nu er systemet udsat på ubestemt tid. (link)

- Når Norge virkelig er i førersædet på det her område, kan jeg kun beklage, at vi i Danmark falder så langt bagud, siger Anja Philip.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube