Rådet for Digital Sikkerhed: Brug for register med overvågningskameraer

Organisationen siger, at den har tillid til, at politiet har overholdt lovgivningen i forhold til brugen af ulovligt overvågningsmateriale.

Datatilsynet bør kontrollere, om overvågningskameraerne i Danmark overvåger lovligt, mener Rådet for Digital Sikkerhed. (Foto: Rune Evensen © Scanpix)

Tre ud af fire af de overvågningskameraer, som blev brugt i efterforskningen af terrorangrebet i København sidste år, filmede ulovligt.

Det viser dokumenter, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

Hos Rådet for Digital Sikkerhed – en uafhængig organisation – mener de, at det understreger behovet for en bedre kontrol med overvågningen i Danmark.

- Det har været foreslået, at der blev oprettet en database over de kameraer, som er rundt omkring, og det bakker vi fuldt ud op om, forklarer formand Rasmus Theede.

Overvågningskameraer

Sikkerhedsbranchen skønner, at der i Danmark er opsat 500.000 overvågningskameraer med en årlig vækst på op til 50.000.

Andre aktører skønner, at antallet af overvågningskameraer ligger et sted mellem 250.000 og 500.000.

Hovedparten af kameraerne skønnes at overvåge områder med almindelig færdsel som i butikker og banker, mens et mindretal overvåger ikke-tilgængelige områder som private ejendomme og kontorer.

Tallene er dog behæftet med en stor usikkerhed.

Kilde: "Analyse af mulighederne for etablering af nationalt register over TV-overvågning".

Det er dog ikke klaret bare ved at registrere overvågningskameraerne. Der er også brug for en form for kontrolindsats.

- Så bliver Datatilsynet nødt til at gøre en indsats - og have midler til at gøre en indsats - og gå ud og kontrollere – i hvert fald stikprøvevis - om de her kameraer så optager lovligt, forklarer formanden.

Rasmus Theede vil ikke tage stilling til, politiets brug af det ulovlige video- og billedmateriale. Man er dog nødt til at stole på, at politiet ikke har overtrådt lovgivningen, lyder det.

Skulle det ikke være tilfældet må det være op til domstolene og Datatilsynet at reagere, er meldingen fra Rådet for Digital Sikkerhed.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube