Rapport: Brug for tunnel under Øresund

Der skal bygges en tunnel mellem Helsingborg og Helsingør, hvis den fremtidige infrastruktur skal sikres i Øresundsregionen, fastslår ny rapport.

Færgen mellem Helsingør og Helsingborg bør skiftes ud med kombineret vej- og togtunnel under Øresund, fastslår rapport. (Foto: Petter Åttingsberg © DR)

Der skal bygges en tunnel mellem Helsingborg og Helsingør, hvis den fremtidige infrastruktur skal sikres i Øresundsregionen.

Sådan lyder konklusionen fra det såkaldte IBU-projekt, der mandag præsenterer en ny rapport om fremtidens infrastruktur i Øresundsregionen.

Det er den hidtil største kortlægning af infrastrukturen i Øresundsregionen, skriver den svenske avis Dagens Nyheter, der har set rapporten før offentliggørelsen.

Pris: 32 milliarder kroner

Den kommende dansk-tyske tunnelforbindelse over Femern Bælt, der skal indvies i 2018, vil føre til et øget tryk på Øresundsbroen og infrastrukturen her. Og derfor kan man ikke længere kun klare sig med Øresundsbroen samt den nye Citytunneln i Malmø, konkluderer rapporten.

- Som det er nu, har man fokuseret på én ting ad gangen og ikke kigget på, hvordan hele infrastrukturen skal fungere. For at vi kan udnytte mulighederne for vækst, er det meget vigtigt, at vi starter nu, og at regeringerne fremskynder samarbejdet, siger Charlotte Lindström, projektleder for IBU-projektet og leder af planlægningsstrategien i Region Skåne.

IBU-projektet foreslår en kombineret vej- og togtunnel mellem Helsingborg og Helsingør. Prisen lyder på cirka 32 milliarder danske kroner, skriver Dagens Nyheter.

Højhastighedstog gennem Øresund

Et andet argument for at fortsætte med at investere i store infrastrukturprojekter i Øresundsregionen er, at også godstransporten har brug for en tæt forbindelse.

Derfor barsler regionerne i Ørestadsområdet også med idéen om et højhastighedstog til Øresund fra Stockholm, Göteborg og Oslo, der derefter kan kobles sammen med en forbindelse videre til Hamburg og Berlin.

Drømmen er et højhastighedstog, der kan køre fra Stockholm via København til Hamburg på blot fem timer.

/ritzau/

Fakta om ny IBU-Øresund-rapport
  • IBU-Øresund-projektet har i tre år været i gang med at kortlægge Øresundsregionens fremtid. Det er den hidtil største udredning af infrastrukturen i området.
  • Projektet er blevet ledet af Region Skåne sammen med Region Hovedstaden, Region Sjælland og yderligere 25 andre parter, heriblandt danske kommuner og kommuner i Skåne.
  • Når forbindelsen over Femern Bælt indvies om otte år, risikerer Sverige at halte efter, hvis nye, store infrastrukturprojekter ikke indledes i Øresundsregionen. Det konkluderer rapporten.
  • En mulig løsning er en fast forbindelse mellem Danmark og Sverige. Her foreslås især en tunnel mellem Helsingborg og Helsingør, der sammen med motorvej og jernbanenettet i Danmark skal lette trafikken.

(Kilde: Dagens Nyheter og IBU-Øresund-projektet.)